Slut er aldrig helt slut

Med Anne Marie Løns foreløbig seneste roman Hvis barn, 2002, er vi igen tilbage i udkantsdanmark, nærmere betegnet Vestjylland. Store dele af romanen foregår ganske vist på et hospital i Tanzania, hvor hovedpersonen, den 24-årige medicinstuderende Bianca, er på praktikophold. Bianca er gravid, en omstændighed hun nærmest har fortrængt. Årsagen er klar nok: for de indremissionske forældre er abort en synd. Og bedre bliver det ikke af, at Biancas onkel, en frafalden sjæl, er faren til barnet.

Bianca vælger at føde sit barn i det farverige Tanzania, der i romanen står som stærk kontrast til det indremissionske liv nordpå. Til dette liv sendes den nyfødte dog snart af sted: i Kastrup Lufthavn overdrager Bianca det kun få dage gamle barn til forældrene. Da hun tre måneder senere ankommer til Danmark, er barnet omkommet.

Løn fortæller den gyseragtige historie i et glasklart og præcist sprog, der ikke lader tvivl om hovedpersonens ulykke. Berøvet sit moderskab og klemt mellem loyaliteten til forældrene og egen frigørelsestrang synes håbet ude for Bianca. Denne elendighed er dog ikke romanens udgang, for Løn fastholder troen på individets muligheder til det sidste: ”man kan flytte brikker, blande kort, men slut er aldrig helt slut før livet er slut”, lyder det fortrøstningsfuldt i romanen.