Gitte Løkkegaard

Af cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.


Tv- og radiojournalist Gitte Løkkegaard debuterede som børnebogsforfatter i 2003 med ”Axel Højhus får en familie”. I hendes børne- og ungdomsromaner møder hovedpersonerne ofte udfordringer, som kræver nysgerrighed, åbenhed, rummelighed og opfindsomhed. 11-årige Victoria er træt af sin sammenbragte familie og vender alting på hovedet, så hun ikke behøver at skifte hjem hver uge. 10-årige Karl flytter fra Jylland til Nørrebro og bliver ven med den muslimske dreng Khalel og søsteren Sawsan, der vil synge i MGP. Gymnasiepigen Nina forelsker sig i sin chef og udforsker seksualitetens mørke side.

Blå bog

Født: 1. november 1963, Bording Kirkeby.

Uddannelse: Studentereksamen. Selvlært tv- og radiojournalist.

Debut: Axel Højhus får en familie. Carlsen, 2003. Illustreret af Peter M. Jensen.

Seneste udgivelse: Sukker. Politikens Forlag, 2015.

Inspiration: Morten Sabroe.