Anglesey-bøgerne

Citat
”Pludselig følte han en brændende smerte i hjertet. Han stoppede op og så, at ligæderne gjorde det samme. Alle stirrede vantro på faunen. Epos lod blikket glide ned af sig selv, men der var intet at se. Ingen pil, intet sværd.”
”Epos og enhjørningen”, s. 50.

Ind til videre har Jim Lyngvild skrevet to bøger, der ligesom serien om Kongen foregår i landet Anglesey. ”Epos og enhjørningen” og ”Alfemod og ulveblod” udkom begge i 2010 og er illustreret af Mårdøn Smet.

I ”Epos og enhjørningen” følger læseren den unge faun Epos. Epos bor alene med sin mor og sine søskende. Han bliver mobbet af de andre børn i byen og særligt kentauren Nessus er efter ham.

28528043

Epos har et svagt hjerte og er ofte syg. Hans mor arbejder hårdt for at betale hospitalsregningerne og for at give sine børn en god opvækst. Hver nat kan Epos høre hende græde af fortvivlelse og bekymring. For at hjælpe sin mor beslutter Epos at melde sig til De Store Lege for at vinde den store præmie.

I ”Alfemod og ulveblod” følger læseren alfeprinsessen Oriana. Oriana bærer på en stor sorg. Hun har mistet sin mor, Dronning Aspana, da hun blev dræbt af ligædere. Sorgen har fået hendes vinger til at visne, og en prinsesse uden vinger dur ikke. Derfor beslutter de ældste alfer, at den alfepige, der kan fremvise de smukkeste vinger til Dronningeballet, vil blive kåret til alfernes dronning.

Oriana gemmer sig udenfor byen, og her møder hun alfedrengen Ari. Sammen får de forpurret en flok glubske ulves angreb på byen under Dronningeballet, og Oriana bliver kronet til dronning over Alfheim.

Tematisk kredser bøgerne om det at finde en indre styrke trods modgang. Epos og Oriana har begge mistet en forælder, og de kæmper med fysiske skavanker, der gør dem til lette ofre for andres drillerier.

Begge formår de at ændre deres liv og at finde en indre kraft, der gør dem i stand til at handle modigt, når ingen andre tør. For eksempel redder Epos en flok enhjørninger fra ligædere, og Oriana redder hele sin by fra ulvenes hærgen.