I titelnovellen til Preben Major Sørensens bog ”Vildfarelsen” (1985) forvilder den unavngivne jegperson sig ind i en labyrint, som det er umuligt for ham at komme ud af igen. Det vil sige, det er også umuligt, fordi han på et tidspunkt ikke ønsker at finde ud. Også i den by, hvor han før labyrinten befinder sig, bliver han ved med at fare vild, i en grad, så den forheksede labyrint virker som en lettelse for ham, hans rette element.
Når Major Sørensen skriver i lange snørklede sætninger, kommer de, sætningerne, til at fremstå som en slags labyrint, han ikke kan vikle sig ud af igen. Han kan ikke finde tilbage til udgangspunktet, og selvom det er fyldt af lidelse at opholde sig der, hvor han gør, er udgangspunktet heller ikke en lindring. Man kan sige, at det er selve den akt at skrive, at fare vild i den sproglige labyrint, der bliver det eneste mulige sted for ham at opholde sig, for verden udenfor labyrinten, uden for sproget, er brutal. Han vælger altså den mindst ringe af to verdener og siger, at hvis man bare tænker på, at der nogen, der har det dårligere end én selv, er det ligegyldigt, hvor dårligt man selv har det.
I novellen ”Fluerne” får hr. N.N. besøg af en djævelsk karakter, klædt helt i sort, der kommer med en besked fra Gud, fordi hr. N.N. har skrevet bøger om Gud. Pludselig er lejligheden fyldt med fluer, og hr. N.N. tvinges til at spise en sten, der viser sig at være et brød, men ikke desto mindre gør ham så syg, at han må hastes på hospitalet, og da han vågner op fra en operation, som ingen synlige spor har sat på hans krop, får han i en samtale med en læge sagt, at han har sommerfugle i maven. Lægen bestyrtes over disse farlige sortbenede sommerfugle, der må have taget bo i hans patients krop, og beordrer straks en ny operation sat i gang. Og så slutter novellen.
Der er i hele Major Sørensens forfatterskab et tæt forhold til det mystiske, til de mørke kræfter. De er både dragende og farlige at komme i kontakt med, og det er ikke sjældent, at det ender fatalt for hans teksters karakterer at komme i kontakt med dem. Stadig har de en vis magnetisme, som om lyset ikke er nok, men balancen mellem de to er besværlig, det tipper gerne over, og det er nemmere at fare vild i mørket.