Joel

Anmelderne af Henning Mankells bøger hæfter sig generelt ved hovedpersonernes store
ensomhed. Og ellers er der bred enighed om forfatterskabets klasse. Selv Mørke
stemmer blev i 1977 godt anmeldt af Franz Berliner i Politiken , men bogen har vist sig
ikke at holde. Den helt store ros opnår bøgerne om Joel og Sofia, og det er da også her
Henning Mankell for alvor ruller sig ud.
Om Miraklet skriver Ulrik Skafte i Jyllands-Posten i 1992: ” Miraklet er følt af det stof,
der gør en forfatter til en virkelig kunstner, og som kan give børn i alderen ca. 12 år en
gedigen fornemmelse af litteratur og kvalitet”. Og Steffen Larsen i skriver 6 år senere
om De tre løfter ganske kort: ”Den første sne. Det første kys. Det er ren, rå poesi.”.
Bøgerne fra Afrika om Sofia er også blevet fint modtaget. Anmelderne roser bøgerne for
deres usentimentale realisme og for deres evne til at fortælle en vigtig historie med
sproglig styrke. Bøgerne om Sofia er ikke stor kunst, som bøgerne om Joel må siges at
være. Man kan sige, at deres primære styrke ligger i selve den historie der fortælles og
at formen her kommer i anden række.