Jo længere man dykker ned i Marguerite Duras’ forfatterskab, des flere glidninger oplever man mellem livet og litteraturen – hun skriver og fortæller sin historie igen og igen i bøger, på film og på tv, så mange gange at hendes liv og især hendes sene værker til sidst bliver om ikke det samme, så i hvert fald uløseligt forbundne og indviklede i hinanden. Hun ”genskrev” sågar sit eget navn, idet hun forkastede både sin fars navn Donnadieu, som også bæres af resten af hendes familie, og sin mands navn Antelme. I stedet tog hun Duras, som er navnet på den by i Frankrig, hvor hendes afdøde far havde et hus. Navneskiftet var en kærlighedserklæring til faren, men også en afvisning af mændenes magt, og kan desuden både forstås som en afstandtagen fra familien og en beskyttelse af dem fra en medieoffentlighed, idet hun udgav så voldsomme beskrivelser af moderen og brødrene i romaner. Som teoretikeren Leslie Hill påpeger i bogen ”Apocalyptic Desires”, er netop denne omskrivning af navnet og af sin egen biografi og persona meget typisk Duras og kan ses som et udtryk for hendes optagethed af kærlighed, sorg, vrede, beskyttelse og territoriel tilknytning.
Duras’ værker arbejder serielt, motiver og temaer gentages, hun bruger sine romankarakterer næsten som hun bruger sig selv, genbruger og fordobler dem, benytter sig af de samme karakterer på tværs af film og bøger. Især Duras' kvindeskikkelser udfordrede tidens seksualmoral, for eksempel i ”Moderato Cantabile”, hvor en gift overklassekvinde mødes og indlader sig med en mand fra arbejderklassen.
Når man læser Duras’ forfatterskab, er der ingen tvivl om, at et særegent blik gør sig gældende, og blikket er også et genkommende tema i hendes værker, både i forhold til kærligheden og hukommelsen. Ofte er teksterne tætte af beskrivelser af landskaber, scener, hverdagslige handlinger – som læser undrer det ikke, at filmen var hendes andet medie. Især i bøgerne ”Elskeren” og ”Elskeren fra Nordkina” optræder teksterne decideret fotografiske. Duras har et bredt stilistisk spektrum i sin prosa, men korte, prægnante sætninger, som besidder en art overvældende, kategorisk præcision, synes at være hendes særlige kendetegn.
I værker som for eksempel ”Lol V. Steins Henførelse” og ”Vicekonsulen” har Duras eksperimenteret med fortælleforhold, der bestemt ikke er nogen given størrelse i hendes forfatterskab. Hun arbejder meget med usikkerheden i det fortalte, fortællingen bliver hos hende i sig selv en ustabil struktur, hvis orden både skabes og destabiliseres af den fortællende. I ”Lol V. Steins Henførelse” glider tematiseringen af blikket sammen med den eksperimenterende fortælling i en sammenskrivning af blik, beskrivelse og bemægtigelse.