Smerten

Citat
”Man er ikke mere til med denne venten. Der løber flere billeder gennem vores hoved end der er på vejene i Tyskland. Maskinpistolsalver hvert minut inde i hovedet. Og man lever videre, de dræber ikke. Henrettet undervejs. Død på tom mave. Hans sult kredser i hovedet som en grib. Umuligt ikke at give ham noget. Man kan altid række brød frem i det tomme rum. Man ved ikke en gang, om han stadig trænger til brød. Man køber honning, sukker, postejer. Man siger til sig selv: hvis han er død, brænder jeg det hele.”
”Smerten”, s. 36.

Som tre små indledninger til hvert afsnit i bogen ”La Douleur” fra 1985 (”Smerten”, 1986) forklarer, er den skrevet som dagbogsnotater under Anden Verdenskrig, men udkom først i Frankrig i år 1984, næsten fyrre år efter krigens afslutning. ”Smerten” er en meget voldsom bog. I seks kortere og længere fortællinger beskriver Duras tiden hen imod krigens afslutning og sit arbejde i modstandsbevægelsen.

Der findes ingen lindring mod de lidelser, som krigen har pådraget menneskene. I bogens første og længste fortælling venter Marguerite på at få at vide, om hendes mand Robert L. er død i en kz-lejr, eller om han vil vende tilbage. Hverdagen trænger sig på, men den er næsten umulig at opretholde, det er svært at spise, svært at sove, svært at klæde sig på for at sidde ved telefonen og vente på et opkald. Til at begynde med bevæger teksten sig fremad nærmest i stød, stakåndet med helt korte og somme tider ufuldstændige sætninger. Scener fra hendes liv i Paris afløses af forestillede billeder af manden der ligger død i en grøft og af længere afsnit om den politiske situation. Da hendes mand endelig vender hjem, er han så udmagret, at hun ikke genkender ham. Sygdomsforløbet efter hjemkomsten beskrives indgående, manden er så tynd, at han næsten er gennemsigtig, han har dysenteri og skider syv gange om dagen. Denne ublufærdighed og klarhed omkring de voldsomme vilkår er karakteristisk for bogen.

En anden af bogens dele omhandler Marguerites relation til Rabier, den Gestapo-agent som har arresteret hendes mand. Af sine medsammensvorne i modstandsbevægelsen får hun besked på at bevare en venskabelig kontakt med denne agent, som hun afskyr, han er uintelligent og forfængelig og nyder hendes selskab, fordi han nyder, at hun gennem sin mand er totalt underlagt hans vilje. Ved krigens afslutning vidner hun mod ham i retten og medvirker til, at han dømmes til henrettelse.

De korte tekster, som indleder hver del af bogen, understreger, hvordan værket er typisk for Duras – hun forsikrer i disse sine læsere om, at flere af fortællingerne er sande, at personerne er i overensstemmelse med virkelige personer og at hun har svært ved at forstå dele af det som litteratur. Ligesom i ”Elskeren” bevæger hun sig i et felt, hvor hun forsøger at gøre selve livet og hukommelsen til skrift, snarere end at skabe fiktion.