Billeder til børn

Jørn Mathiassen er optaget af, hvad der skal skildres og ikke af for hvem. Og i hvert fald er han ikke til at aflokke luftige udsagn om, hvorvidt der er særlige kriterier for billeder til børn: "Det har jeg ikke forstand på", siger han.

Men der må være en intuitiv forståelse af, hvordan børn ser på billeder, for Jørn Mathiassen, der allerede i sin barndom tegnede og malede og vidste, at det var det, han ville beskæftige sig med også som voksen, har hele tiden haft et helt bestemt forhold til det at tegne: "Faktisk alt, hvad jeg har lavet, det har været sådan noget, som jeg selv fra helt lille har syntes, at sådan skulle det laves".

Det vil sige, at han har en ubrudt forbindelse til et barns måde at se billeder på, og måske er det den, der sætter ham i stand til at lave billeder, der vækker genklang hos børn.