Mathieus helt Zé er i familie med James Bond. Begge er maskuline esser, der nedlægger damer og nedkæmper skurke nogenlunde gnidningsløst. Figuren er nok sexistisk, men jo overdrevet i al sin firkantede rammesætning og derfor interessant, effektiv og til tider komisk som hovedbrik i en fortælling. Forskellen er selvfølgelig, at Zé har en for fortællingen væsentlig forhistorie i slummen. Men alligevel: Replikken My name is Zé, José, ville klinge fint.
Forbillederne for Mathieus måde at skrive krimier på er noir-genrens amerikanske pionerer: Raymond Chandler og Dashiell Hammett. De lagde hjørnestenene til den hårdkogte noir-krimi, og Mathieu har ikke tænkt sig at flytte på dem. Således er, gør og tænker Zé som Chandlers hovedperson Marlove og Hammetts Spade. Det vil først og fremmest sige at handle egenhændigt, stålsat og frygtløst, og Zé handler sådan i et helt klassisk noir-univers, der vipper elegant mellem dystopi og realisme. Mathieus stift konventionelle, ja nærmest pasticheagtige gentagelse af krimifædrenes værker, kunne minde om en homage – altså en hyldest, beundringstilkendegivelse eller fejring af den rene krimi som form.
I en dansk kontekst kan man pege på bestsellerforfatteren Leif Davidsen, der ligesom Mathieu har en journalistisk baggrund som udenrigskorrespondent. Davidsens krimier er samtidig med, at de er krimier, også historiebøger og journalistiske reportager fra fremmede himmelstrøg, navnlig Rusland. Når man bliver lidt klogere på russiske samfundsforhold, idet man læser en krimi af Leif Davidsen, så svarer Davidsens Rusland til Mathieus Brasilien.