Bortset fra et par novellesamlinger skriver Colum McCann store realistiske, historiske romaner, centreret omkring store temaer som for eksempel håbefulde indvandreres møde med de barske realiteter i Amerika (”Danser” og ”Lad kun verden tumle sig”), raceproblemer (”Landet under verden”) eller de personlige konsekvenser af konflikten i Nordirland (”Sultestrejken”).
Fælles for historierne er, at de hovedsageligt kredser om den underprivilegeredes kamp for at finde sin plads i en barsk verden, der eksempelvis ikke accepterer blandede ægteskaber. Det handler hele tiden om at finde sin plads ude i verden eller at finde hjem til udgangspunktet.
Dette almengyldige tema træder i fortællingerne ekstra tydeligt frem i og med, at Colum McCann ikke går af vejen for at tilsætte sine romaner en knivspids (irsk?) sentimentalitet, der tjener til at få figurerne og deres situation til at fremstå ekstra rørende.
Alene ved at være skrevet efter 2001 skriver ”Lad kun verden tumle sig” sig ind i den efterhånden bugnende post-9/11-litteratur, som har tematiseret angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Den tyske avantgardekomponist Karl-Heinz Stockhausen (1928-2007) kom efter terrorhandlingen for skade at sige, at angrebet kunne ses som ”det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret”, hvilket naturligvis skabte stor forargelse. I ”Lad kun verden tumle sig” bliver tvillingetårnene brugt som setting for et radikalt anderledes statement, nemlig Phillipe Petits linedansergang mellem tårnene i august 1974. Her bringer Colum McCann et helt andet tema om kunstens potentiale og mål på banen.
Dette tema slås også an i den biografiske ”Danser”, hvor den virkelige balletdanser Rudolf Nurejev sætter alt ind på at opnå sin store drøm om at slå igennem som danser i USA. Her tager fortællingen skikkelse af kunstnerromanen, hvor hovedpersonen finder sin vej til kunsten og lærer, hvad der skal til for at indfri sine ambitioner.