Lad kun verden tumle sig

Citat
”Han rykkede ind i byens larm. Beton og glas lavede et infernalsk spektakel. Trafikkens dunken. Fodgængerne, der bevægede sig som vand omkring ham. Han følte sig som en immigrant fra fordums tid: Han var gået i land på nye kyster. Han vandrede hele vejen rundt om byen, men sjældent ude af syne af tårnene.”
”Lad kun verden tumle sig”, s. 191.

Colum McCann fik sit helt store internationale gennembrud i 2009 med sin særdeles ambitiøse roman ”Lad kun verden tumle sig”, som skildrer en række menneskeskæbner i New York i 1974. Der er den irske indvandrer, munken Corrigan, arbejder for at hjælpe en flok sorte prostituerede i et skummelt nabolag, hvor han også har valgt at bosætte sig og leve med en ulåst dør, så kvinderne har et sted at gå på toilettet mellem kunderne. Udover Corrigan fletter et væld af skæbner sig ind i og ud af historien, og tilsammen danner de et portræt af den by, hvor fortællingen udspiller sig. Det er nemlig slet ikke de mange portrætterede skæbner, der er hovedpersonerne i ”Lad kun verden tumle sig”, det er byen selv.

Hovedpersonen går i romanen igennem en slem livskrise. New York var i halvfjerdserne på randen af fallit, de sociale problemer var uoverskuelige, og politikerne blev ramt af en den ene skandale efter den anden. Hertil bruger Colum McCann en virkelig begivenhed som bindeled for romanens forskellige fortællinger og samtidig modvægt til den triste kontekst.

28628684

Den røde tråd er den franske linedanser Philippe Petits vanvittige glansnummer, hvor han en morgen i august 1974 spændte en line ud mellem World Trade Centers to tvillingetårne og i 45 minutter vandrede rundt på linen mellem skyskrabere, mens byen under ham gik i stå.

I romanen tjener begivenheden som modspil til de barske realiteter nede på gaden. I overført betydning kan Petits kunststykke tolkes som et symbol på kunstens evne til at skabe en tro på fremtiden, hvor alt håb ellers synes ude. Samtidig kan en roman om New York og tvillingetårnene skrevet efter 2001 ikke læses, uden at læseren vil have terrorangrebet den 11. september i baghovedet. På den måde komme Petits gerning også til at danne modvægt til terrorismens destruktive meningsløshed og understreger dermed også kunstens potentiale, hvor den naive gøgler kan hæve sig over nød, afsavn og ensomhed og sprede håb og glæde.