Søde Tand

Citat
”Der fandtes efter min mening en uskreven kontrakt mellem læser og forfatter, som forfatteren var nødt til at overholde. Ikke et eneste element i en fantasiskabt verden og dens personer burde have lov til at forsvinde, fordi det pludselig passede forfatteren. Det opfundne skulle være lige så sammenhængende og solidt som det virkelige.”
”Søde Tand”, s. 243.

”Sweet Tooth” fra 2012 (”Søde Tand”, 2013) er Ian McEwans alternative bud på en spionroman – en genre, han en gang tidligere har flirtet med i ”Et særligt forhold” fra 1990. I romanen ser Serena Frome tilbage på en tumultarisk periode i sit liv, hvor hun fungerede som spion for den britiske efterretningstjeneste. Året er 1972, Serena er 22 år og studerer efter morens ønske matematik på Cambridge, selvom hjertet brænder for litteraturen. En affære med historieprofessoren Tony Canning og en studenterbladsanmeldelse af en Solsjenitsyn-bog bringer hende i MI5’s søgelys. Her bliver hun en del af koldkrigsinitiativ Søde Tand, der har som mål at fremme antikommunistisk kultur og hermed vinde kulturkampen mellem øst og vest.

29934177

En del af initiativet går ud på at oprette en dækorganisation, der skal dele arbejdslegater ud til unge forfattere, og Serena får til opgave at tage til Brighton for at se nærmere på den talentfulde forfatter Tom Haley og vurdere, om han vil være en investering værd. Selena bjergtages af Toms skriverier og godkender ham til legatet. De forelsker sig hovedkulds, men da den roman, Tom har skrevet for legatpengene, bliver en succes, må Selena gøre op med sig selv, hvor hendes loyalitet ligger. Romanen er nemlig noget mere kritisk over for vestlige værdier, end MI5 bryder sig om.

Der er klare selvbiografiske træk i ”Sweet Tooth”, og både McEwan og flere af hans forfatterkolleger optræder mere eller mindre direkte i bogen. Den tager udgangspunkt i 1960’ernes og 70’ernes splid mellem kapitalistiske og kommunistiske grundværdier og de anstrengelser, der blev gjort for at bringe de britiske venstreorienteredes flirt med kommunismen til ophør. Men det er også i høj grad en roman om litteraturens væsen og den modsætning, der er mellem litteraturens ideelt set frie væsen og opfattelsen af, at den kan bruges til propagandamål. Her synes romanen at påpege, at litteraturen altid vil være en smule for glat til at kunne fastholdes som et politisk værktøj.