Skibet og døden

Citat
”Havde man for øvrigt nogen sinde hørt om en hvid mand, der var faldet så dybt, at han forrådte sin egen race og sammensvor sig med negre imod den? Her var atter et dilemma, lige så vanskeligt at løse de tidligere.”
”Skibet og døden”, s. 78.

”Benito Cereno” (”Skibet og døden”, 1986) udkom første gang i 1855.

Kortromanen finder sted i 1799, primært ved en ø ud for Chile. Hovedpersonen er den amerikanske kaptajn Amasa Delano, der fører sælfangerskibet Bachelor’s Delight. Til øen ankommer et spansk skib, hvis besætning består af få spanske sømænd og et stort antal sorte slaver. Skibet har haft en hård medfart med storme og sygdom, og Delano lover at hjælpe dem med forsyninger.

Skibets kaptajn Don Benito Cereno, som konstant bliver oppasset af slaven Babo, opfører sig yderst mistænkeligt, og Delano begynder at mistænke det værste. Da Delano har afleveret forsyninger og er på vej væk, springer Cereno pludselig over bord ned i båden med Delano. Kamp mellem slaverne og Delanos mænd opstår og ender med sidstnævntes sejr. I næste del fortæller Cereno, hvordan de sorte slaver gjorde oprør og myrdede besætningen, og hvordan Babo som leder arrangerede mimespillet for at snyde de amerikanske sømænd. Til sidst i kortromanen bliver Babo henrettet, og Cereno dør kort tid efter.

Bogen bliver fortalt fra Amasa Delanos synsvinkel, selvom den er fortalt i tredje person. Som læser kan man derfor kun gætte sig til, hvad der er sket på San Dominick, og man veksler som ham mellem forskellige forklaringer. Mysteriet på det spanske skib bliver næsten en krimi med Delano som detektiven. Bogens anden del er Cerenos vidneudsagn i retten og er skrevet i et formelt, retsligt sprog, som adskiller sig fra bogens første del. Synsvinklen skifter derfor også væk fra Delanos tanker til en ren ekstern beskrivelse gennem Cerenos monolog.

Man kan med ”Benito Cereno” både argumentere for, at Melville formidler en racistisk eller en anti-racistisk holdning. De sorte slaver gør forfærdelige ting mod de spanske sømænd, men de er også drevet af forfærdelige omstændigheder. I skildringen af oprørslederen Babo vender Melville det stereotypiske billede af den sorte som fysisk stærk og mentalt svag på hovedet. Babo formår at narre amerikanerne, som kun vinder, fordi de har skydevåben.