Grækenlands Alamo

“300” fra 1999 er et markant skift væk fra Millers vante skildringer af dystre amerikanske storbyer. Det er et historisk epos, der foregår i det antikke Grækenland. Historien handler om Kong Leonidas og hans tre hundrede spartaneres heroiske kamp mod den persiske Kong Xerxes i slaget ved Thermopylæ i år 480 f.Kr.

Kong Xerxes har invaderet Grækenland med en enorm hær for at underlægge sig de splittede bystater. Kun spartanerne kan sinke perserne i den tid, det tager for de fjerntliggende athenere at samle tropperne i deres egen hær. Det er en ulige kamp, som Kong Leonidas må føre sine elitesoldater ud i. Han ved, at det er det rene selvmord, men spartanerne og deres konge er parate til at ofre sig for resten af Grækenlands skyld. Da perserne angriber med tusindvis af mænd, lykkedes det alligevel mod alle odds for de tre hundrede krigere at holde dem stangen i et lille pas omgivet af høje bjerge og tilmed slå dem tilbage. Rasende sender Xerxes bølge efter bølge af soldater mod de stålsatte spartanere, men alt sammen forgæves. Hans tropper kan ikke bryde igennem den menneskelige mur af skjolde og spyd.

Bedst som det ser ud til, at grækerne vil komme sejrrig ud af slaget, rammer tragedien. For tidligere i fortællingen har Kong Leonidas hovmodigt afvist den pukkelryggede Ephialtes, der inderligt ønsker at blive en del af den lille hær. Hans vanskabte krop kan ikke holde et skjold højt, og derfor er han ikke velkommen til at kæmpe med spartanerne. I bitterhed over at være blevet forkastet fører Ephialtes tropper fra persernes hær til en hemmelig sti, der fører rundt om bjergene. Takket være denne hjælp kan Xerxes krigere falde spartanerne i ryggen og derved nedkæmpe dem. Til slut dør Kong Leonidas som martyr i en gigantisk sværm af pile.

På overfladen kan Millers beskrivelser af spartanernes heltemodige martyrdød læses som en fascistisk hyldest til beslutsomhed og handlekraftig individualisme. “300” er befolket med hårde mænd, der forkaster svæklinge og heltemodigt lader livet i kamp mod overmagten. Men sidehistorien om Ephialtes lukker luften ud af denne “fascistiske” udlægning, for moralen er, at hovmod står for fald og arrogance straffes. Spartanerne sår i sidste ende kimen til deres egen undergang ved blindt at afvise alle, der ikke lever op til deres strenge krav om fysisk perfektion.