I 2001 vender Miller tilbage til Batmanfiguren med den grafiske roman “Batman: The Dark Knight Strikes Back” . Men det er ikke en fortsættelse af mesterværket “Batman: The Dark Knight Returns ” i nogen gængs forstand. Her er ikke nogen poetiske skildringer af en døende Superman i lyserøde atomskyer eller endnu et knugende og sammenbidt portræt af kommissær Gordon.
Superskurken Lex Luthor styrer ikke overraskende mod verdensherredømmet. Den amerikanske befolkning er blevet ført bag lyset af en præsident, der blot er et computergenereret billede under Luthors kontrol. Samtidig har han afpresset jordens mægtigste superhelte som for eksempel Superman og Wonder Woman med deres nærmestes udslettelse, hvis de ikke hjælper ham med at gennemføre hans plan. Kun den aldrende Batman kan stoppe Luthor. Han befrier en række andre gamle helte fra, hvad der nærmest må beskrives som koncentrationslejre for superhelte, og han iværksætter et storstilet angreb på den onde Luthor. Undervejs opstår en række bizarre situationer, og der er masser af komiske referencer til gamle superheltehistorier.
“Batman: The Dark Knight Strikes Back” kan på overfladen virke som en yderst rodet affære. Den rummer uforløste sidehistorier, tvivlsomme motivationer for personernes handlinger, huller i kausaliteten, brutale flashbacks og flere andre besynderligheder. På det visuelle plan er den tegneserieagtig og næsten sjusket i sin streg, og den er endog meget tydeligt computerfarvelagt. Men der er et formål med galskaben. Miller forkaster bevidst alle de konventionelle superhelte-æstetiske normer som kontinuitet, ensartet figurtegning og konservativ farvelægning. Han lader i stedet en anarkistisk og legesyg idérigdom få frit spil.
Resultatet er et provokerende kunstværk, der vender op og ned på de værdinormer, man kort forinden blindt stolede på. På den måde er Miller endnu en gang i stand til at åbne op for nye måder at læse og forstå superheltegenren på.