Beslægtede forfatterskaber

I en kronik i Dagbladet Information fra 2009, "Brev til de voksne", skriver Caroline Albertine Minor, at hun arbejder på en generationsroman. Generationsroman er ikke et anerkendt begreb inden for litteraturvidenskaben, men det benyttes ofte om bøger, som portrætterer en speciel tidsånd, en bestemt generation og dens livsbetingelser, og som samtidig lykkes med at portrættere en form for tidløshed. Læser man ”Pura vida” ind i denne kontekst, bliver det danske klassikere inden for genren som Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” og Bjarne Reuters ”Når snerlen blomstrer”, man må sammenligne med. Eller måske mere relevant; Klaus Lynggaards ”Martin og Victoria”, som Caroline Albertine Minor har sendt en cadeau til ved at lade sin hovedperson opkalde herefter.

Disse to romaner tematisere da også begge ungdomslivet og den ungdommelige søgen efter: hvem er jeg? Men hvor Martin og Victoria forelsker sig, diskuterer og udvikler sig, så holder ”Pura vidas” Victoria andre mennesker ud i strakt arm og lader dem ikke for alvor betyde noget. Og hvor tidsbilledet i ”Martin og Victoria” bliver tydeligt igennem de samfundsmæssige beskrivelser, er Caroline Albertine Minors roman blottet for politik og samfundsmæssige kommentarer. Man kan fortolke fraværet af følelser og samfund i ”Pura vida” som et billede på denne tids unge – at de har svært ved tilknytning og er uinteresserede i samfundsforhold. Sidstnævnte kan også ses i sammenhæng med, at det i mange årtier har været et no-go at lade litteratur og samfundskritik gå hånd i hånd.

En anden tilgang til fraværet af følelser og samfund i ”Pura vida” er at påpege, at forfatteren simpelthen er mere optaget af det små; af intimsfæren og af sætningerne og deres forløb. Det er det lavmælte, der fylder, mens der ikke er blevet kælet stort for plottet og det store udblik. En tilsvarende tendens kan man se hos flere andre unge danske (Forfatterskole)forfattere. Også norske Karl Ove Knausgård har det med at dykke ned i detaljerne og dvæle ved hverdagslivets små gerninger, men han hæver sig også op over det intime og give en spiddende karakteristik af sig selv og sine omgivelser. Den kropslighed, der skrives frem i ”Pura vida” kan sammenlignes med flere unge – især kvindelige – forfattere; såsom Kristina Stoltz, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn og, nå ja, Bjørn Rasmussen.

Sidst, men ikke mindst, minder Minors anden bog, ”Velsignelser”, både i sin nøgterne-melankolske stil og i kompositionen om den tyske forfatter Judith Hermanns ”Alice” fra 2009 (”Alice”, 2011). Hovedpersonen Alice mister i hver af de fem noveller en person, hun er tæt knyttet til, bl.a. kæresten Raymond. Hermanns hovedperson er navnesøster til en anden forfatter, som Caroline Albertine Minor formentlig har skelet til, da hun skrev sine noveller; den canadiske nobelprismodtager Alice Munro. Som Munro skriver Minor om kloge, seksuelt aktive kvinder, hvis liv tager en sørgelig drejning. Novellerne forlader ikke karaktererne i krisen, men undersøger afdæmpet og empatisk den efterfølgende proces – hvordan de bearbejder tabet, sørger, græder, fortrænger, men også hvordan de kommer sig over sorgen, glædes ved veninders hjælp og genoptager livet på ny.