- Copyright: Jan Mogensen
På nær et lille igangsættende forord er De 46 små mænd tekstløs, og dog uhyre talende. Ved første øjekast fremviser billederne en hovedløs vrimmelaktivitet: 46 små mænd, der fra det billede på væggen, hvor de bor, i vild forvirring begiver sig ud i den store virkelighed for at finde vejen til Alfernes ø.
Ved nærmere eftersyn er der dog et mønster i kaos: Hver af de små mænd reagerer i overensstemmelse med det bestemte karaktertræk, de tildeles i præsentationen af dem på omslagets inderside. Der er f.eks. Terroristen og Mesterdetektiv Falkeøje, navne, der taler for sig selv.
Denne blanding af mønster og kaos gives en vis retning af to af de små mænd, Professor P og hans ven Mortensen, der har fundet et kort, der viser vejen til Alfernes ø.
Men at det lykkes forsamlingen at bevæge sig i samme retning gennem værelserne i det hus, hvor billedet hænger, flyve ud på fortovet, ride ned til vandet på kastaniedyr og sejle over vandet til Alfernes ø på interimistiske fartøjer, er mere held end forstand. Samarbejde er ikke de små mænds stærke side. Kun få af dem ser længere end deres egen næse, nogle er decideret destruktive, flere er bare drilagtige og kommunikationen mellem dem er håbløs.
I Alfernes land opløses negativiteten og alt ånder idyl. Kun Mesterdetektiv Falkeøje hviler ikke! Han opdager indgangen til en grotte, og under sædvanlig forvirring fører han selskabet til en dør med nøglen hængende ved siden af. Det viser sig at være døren i det ene hjørne af de små mænds billede og cirklen sluttes således, da alle mand myldrer gennem den og ud i billedet igen.
Mesterdetektiv Falkeøje smækker døren bag dem, men glemmer at tage nøglen med sig ind i billedet! Dog har alt ikke været forgæves, lidt er forandret, noget til det værre, noget til det bedre, bl.a. er to af de 46 blevet i Alfernes Land: Tvillingerne, to særligt små mænd under én stor fælles hat, har hele bogen igennem holdt sig i udkanten af billedet udenfor den værste kamp og forvirring, og har hele tiden fundet deres egne klogere og mere fredelige svar på rejsens udfordringer. Om det så er logisk eller paradoksalt, at netop de, der egentlig klarer rejsen bedst, vælger at bliver hos alferne, er et åbent spørgsmål.
Med denne bog demonstrerer Jan Mogensen det, som han beundrer hos Storm P: evnen til at lave billeder, der i lige høj grad appellerer til børn og voksne. Også i stilen er der tydelige mindelser om Storm P, dels i måden de små mænd er tegnet på og dels i den humor, der ligger i de lyse, bløde akvarelbilleder.
"Det tog mig et år at lave den, og der er lagt en utrolig masse ned i den. Det blev helt mirakuløst for mig, at man kunne få sagt så mange ting, som både er vigtige og sjove og interessante at få frem, men som ville have været enormt kedelige at sige med ord. Jeg bruger de små mænd som en slags sprog. De repræsenterer en psykologi, en masse små tanker, en forbindelse til den følelse, at tanker og følelser kan være noget i sig selv, have eget liv, og de repræsenterer det kaos, man kan opleve inden i sig selv."