Baggrund

Bodil Molich gik ud af Kunsthåndværkerskolen i 1965 og blev derefter elev hos maleren Hans Chr. Høier, Glyptoteket 1965-1966. Senere har hun lært sig kobbertryk hos Tove Marie Petersen, Grafisk Værksted Havartigården i årene 1982-1983. Siden 1986 har hun været freelanceillustrator.

29859744

Bodil Molich blev illustrator på grund af en stor kærlighed til eventyr og gode historier. Som barn støvsugede hun biblioteket i Svendborg for bøger, hvorigennem hun fandt et univers, som hun mere eller mindre levede inde i. Det er den samme indlevelse i bogens univers, Bodil Molich benytter sig af, når hun illustrerer en bog i dag.

Molich har gennem tiden kastet sig over nogle af de helt store klassiske børnebogsforfatterskaber som H.C. Andersen og Brødrene Grimm. Og Bibelen.

Om H.C. Andersen udtaler Bodil Molich: ”H.C. Andersen er den mest inspirerende forfatter, der findes. Han gør et eller andet ved én. Hans sprog er så vidunderligt, at man kan læse ham igen og igen, og hans billedverden er så rig. Jeg er megafan.” Udtrykket i Brdr. Grimms eventyr oplever hun i stedet som værende meget kontant: ”Der er ikke noget tant og fjas dér. Men deres eventyr er jo også indsamlede folkeleveringer, hvis opgave hovedsaligt er at hænge en morale op på et eventyr. De er skønne at illustrere, fordi de er så dejligt groteske.” (Eget interview. Forfatterweb, marts 2012).