Rapunzel

Næsten alle børn og voksne i den vestlige del af verden kender historien om Rapunzel (1812) i en eller anden version – om det er i den første nedskrevne version fra brødrenes Grimms rundrejser i 1800-tallets Tyskland, billedbøger eller Disneys version, ”To på flugt – et hårrejsende eventyr” (2011). I Molichs version af ”Rapunzel” (2007) kan man over tredive sider (gen)opleve det klassiske trekantsdrama om den unge pige med det guldspundne lange hår, heksen og kongesønnen.

Rapunzel er blevet spærret inde i et højt tårn af en ond heks, der tog hende fra hendes forældre som spæd. Hendes gyldne hår er så langt, at hun kan bruge det til at hejse heksen op i tårnet, når hun kommer på besøg. Men da den unge kongesøn kommer ind i billedet og heksen opdager, at hun ikke er den eneste, Rapunzel hejser op med håret, bliver hun gram i hu. Og så kan det nok være, at historien tager en drejning. Historien ender dog heldigvis lykkeligt, som det sig hør og bør i et eventyr.

Bodil Molichs visuelle fortolkning begynder på forsiden af billedbogen med et stort billede af Rapunzel og hendes lange, lange fletninger, hvor op ad heksen og kongesønnen klatrer. Hun står og kigger drømmende ud ad sit vindue i murstenstårnet, og på hendes kjole ser man det fremtidige slot, hun kommer til at bebo med kongesønnen.

Molichs illustrationer kan dels kendetegnes ved, at de er holdt i stærke naturfarver som kongeblå (båret af kongesønnen), gylden, rustrød og mosgrøn. Dels kan de kendetegnes ved at stregen er malet, simplificeret og naivistisk og dog alligevel med indlagte små detaljer, der stikker af fra de illustrerede situationer. Eksempelvis har nogle vandkander i heksens have ansigter – bistre ansigter naturligvis – der antyder, at de er heksens. Endvidere er der en sort kat, der følger historien hele billedsiden igennem uden at spille en egentlig rolle i historien. Desuden er der mange små dyr som fugle og egern, dådyr og hunde, i periferien af illustrationerne, som blot er tilskuere til eventyret, der udspiller sig foran deres øjne.

Molichs tegnestil er hverken naturalistisk eller perspektivisk, hvilket passer godt sammen med et eventyrunivers, der i forvejen ikke leger på virkelighedens sikre grund.