Med sine næsten 400 sider er ”Watchmen” et mesterværk indenfor tegneseriegenren, der i dag anses for at være den grafiske romans svar på Orson Welles' ”Citizen Kane”. Værket er meget kompakt skrevet og besidder en utrolig strukturel kompleksitet, hvor et virvar af handlingstråde til sidst bliver sammenflettet til et overskueligt hele. Historien bliver fortalt fra en række forskellige synspunkter, og der er ingen karakter, der er hovedperson som sådan. Moore formår at kombinere superhelte med en realistisk beskrivelse af en verden, der er tæt på at bryde sammen i et atomragnarok. Dermed er han i stand til at berøre en række alvorlige temaer og filosofiske problemstillinger som frygten for atomkrig, international politik, tid som begreb, den fri vilje og hvad det vil sige at være menneske.
Moore bruger også ”Watchmen” til at dekonstruere superhelten som ikon. Han kigger ind bag masken og beskriver de fysiske og psykologiske implikationer, som deres handlinger afstedkommer, både for heltene selv og de mennesker, som de kommer i kontakt med. For i ”Watchmen” er de maskerede helte ikke uproblematiske overmennesker, men veksler derimod imellem at være neurotiske, amoralske, seksuelt afsporede, grænsende til det fascistoide og i det hele taget meget menneskelige.
Der var forlydender om, at Paul Greengrass i 2005 viste interesse for at instruere en film bygget på ”Watchmen”, men det er ikke blevet bekræftet fra officiel side.