Med sine fire store romaner ”Løgn og trolddom”, ”Arturos ø”, ”Historien” og ”Aracoeli” har Elsa Morante understreget romanen som sin hovedgenre. Dette faktum samt Morantes ambition om at skildre virkeligheden gør det tillokkende at kategorisere hende som realismeforfatter. Men at Morantes forfatterskab tager sit udspring i eventyr og poesi afslører sig i hendes prosa. Derfor vil realismeprædikatet alene være en amputering af en anden central del af hendes udtryksform, der nærmer sig symbolismens. Inden for romanen som den samlende ramme præsterer hun således prosaiske forløb, der integrerer elementer fra poesiens og eventyrets verden.
I både ”Løgn og trolddom” og ”Arturos ø” bidrager tid og sted til det eventyrlige islæt, mens ”Historien” får en del af sit eventyrlige og poetiske præg gennem den lille i sig selv mystikomspundne dreng Useppe. Med dyrets instinkt oplever han det krigshærgede Italien, der – i kraft af at være det eneste han kender til – får lov at være dét verdensunder, der skal tilfredsstille hans nysgerrighed.
Med sin bevidste brug af rum og tid skaber Morante lommer af sanselig dvælen, der standser den prosaiske udvikling. Eksempelvis brydes fortællerens retrospektive beretning i ”Historien” af karakterernes drømme, der fortælles i nutid. Drømmene skaber ophold i handlingsgangen, mens skiftet til nutidsform sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt drømmene, når det kommer til stykket, er mere virkelige for karaktererne, end deres vågne, elendige tilværelse. Tendensen til at lade et kort tidsligt forløb fylde mange linjer, gør fortælleren i ”Historien” selv opmærksom på. Om en scene tilføjer vedkommende afslutningsvis: ”Denne komplekse oplevelse, som det har været så indviklet og krævet så mange ord at beskrive, var i sig selv lige så hurtig og enkel som et hop i en hvirvlende tarantel.” (s. 511).
Som den ovenstående passage giver indtryk af, er Morantes sprog malende og detaljerigt: en hund er ikke bare en hund, men ”eksponent for skaberværkets dyreliv” (”Historien”, s. 114).
Fortællingen er mættet af metaforer og intertekstuelle referencer. Følelser udtrykkes med versaler, som skaber en fysisk tyngde i ordene. Næsten som for at ordene, på deres vej mod læseren, lettere skal kunne nedbryde litteraturens fjerde væg. En nedbrydning, der øges yderligere af fortroligheden mellem læser og fortæller. Denne fortrolighed skabes, når fortælleren påpeger sin egen tilstedeværelse og menneskelighed, eksempelvis i ”Historien”: ”… hvis jeg ikke på en måde havde haft samme skæbne.”
Det gennemgående tema for Morantes forfatterskab er den menneskelige psykologi og dens mange fremtrædelsesformer. Gennem grundige beskrivelser af sine karakterer sammenstykker hun billedet af, hvor komplekst sindet er, og hvor let mennesket lader sig påvirke, manipulere, begejstre og fortabe. Igennem sine personskildringer diskuteres magt, filosofi, liv, død, retfærdighed, religion og hvad det vil sige at være menneske.