Baobabtræet

Citat
”Først var de helt ude af sig selv, men så blev de enige om at slå koldt vand i blodet. Og mens månen stod op bag bjergene, prøvede de på skift at nidstirre baobabtræet i håb om, at det ville få dårlig samvittighed og flytte sig fra deres vej. Det gjorde det nu ikke.”
”Baobabtræet”, s. 9.

Anders Morgenthaler debuterede i 2005 som børnebogsforfatter med to billedbøger. Bøgerne har titlerne ”Bjarnes tænder” og ”Baobabtræet” og er de første to i en række af dyrefabler. ”Baobabtræet” handler om fem gode venner på den afrikanske savanne; præriehunden, giraffen, næsehornet, gazellen og løven. På trods af deres forskellighed er de blevet gode venner – måske mest fordi de ikke er de kvikkeste dyr. De er faktisk så lidt kvikke, at de andre dyr driller dem og kalder dem for tosser.

Ude på savannen vandrer de fem venner i en snorlige række, for sådan har de det bedst. De går raskt af sted uden at bekymre sig om fremtiden men, som det hedder i bogen, ”det skal man lade være med, altså IKKE at bekymre sig om fremtiden, for lige foran vennerne stod nu et kæmpe baobabtræ” (s. 7). De fem dyr løser problemet med baobabtræet, som står lige der, hvor de skal gå, ved at kravle hele vejen op i træet og ned igen – kun for at opdage endnu et baobabtræ forude. En af de skøre pointer i historien synes at være, at de afrikanske dyr må lære at gå udenom de naturlige forhindringer, de møder på deres vej på savannen. En anden pointe er, at selv om man er lige så forskellige som de fem dyr i historien, kan man godt være hinandens bedste venner. En tematik, som er velkendt fra en række andre fortællinger til børn.  

25929853

Ligesom i klassiske dyrefabler er der tale om talende dyr med menneskelige egenskaber. Denne personificering giver sig også udtryk i, at dyrene i historien har navnene Søren, Sune, Sigurd, Sonja og Bo. Dog er der i ”Baobabtræet” tale om en form for tossede molbodyr, som ligesom i personer i molbohistorierne er utrolig tossede og enfoldige. De ved f.eks. ikke engang, hvem som er hvilket dyr: ”De anede ikke, hvem der var hvad, men så slap de også for at finde ud af, hvem der skulle æde hvem” (s. 5). Den tilbagelænede, skæve humor, som Morgenthaler har benyttet sig af i tegneseriestriberne skabt i samarbejde med Mikael Wulff, ses også her.