Baggrund

Citat
”Vi legede nogle gange at vi blev mætte af at tænke på den slags. At se en skefuld honning for sig … Det virkede i flere minutter. Gennem resten af døgnet tænkte vi mange gange kun på én ting: Hvornår og hvor vi ville få mad.”

”Exit Sugartown”, s. 11.

Martin Petersen blev født i København i 1950 og voksede op i et rækkehuskvarter i Lyngby. Da han var 15 år, flyttede familien til Aarhus, og hurtigt blev Martin Petersen næsten indfødt århusianer - og naturligvis fan af AGF.
Det var i Aarhus, han blev student og senere lærer, ligesom det var også var her, han underviste i mere end tyve år, det meste af tiden på Lystrup skole, indtil han i 1998 begyndte at skrive på fuld tid.

Men der er også en verden uden for Aarhus, som ikke bliver forsømt. Først og fremmest er Martin Petersen vild med Italien, hvor han efterhånden er så godt hjemme, at han kan optræde som rejsefører for andre. At snøre vandrestøvlerne og klaske myg i Lapland hører også til blandt favoritterne. En anden slags rejse bragte ham tre uger til Kroatien som frivillig medarbejder i en flygtningelejr.
Skriveriet har også ført Martin til en række europæiske byer. Ikke mindst Berlin har haft betydning, selvom byen ikke direkte kan genfindes i nogen af forfatterens bøger.

Martin Petersen i dag vil han stadig betegne sig selv som "en glad dreng" (selv om han for god ordens skyld tilføjer, at han også kan være en sur stodder og en kedelig Knud).
Men der er også alvor i den glade dreng. Da Martin var blevet student, gik han ind i flåden, hvor hans far var officer; men på de lange nattevagter i radiorummet på minelæggeren Langeland blev der læst bøger af den franske filosof Jean-Paul Sartre. 
Her læste Martin om det enkelte menneskes ansvar for at træffe de rigtige valg i livet, og han kom i tvivl om det valg, han selv havde truffet. Hvad lavede han i flåden, når han inderst inde var imod krig og militær? Han tog konsekvensen og forlod marinen for som militærnægter at arbejde på Limfjordsmuseet i Løgstør.