Med ilden i ryggen

Hvordan er det at være tolv år, når krigen kommer, og hvordan er det at leve som flygtning? Da Den røde Hær i begyndelsen af 1945 rykker ind i Hitlers Tyskland, begynder Klaus, hans mor og hans søstre sammen med hundrede tusinder af andre tyskere flugten mod det fredelige Danmark.

En flugt, der for en del af dem førte til døden i stedet for at føre til fred og frihed. Klaus når frem med livet i behold, men på rejsen har han oplevet det mest forfærdelige, et menneske kan opleve, og da han kommer i land, er han alene. I Danmark bliver han ligesom alle de andre tyske flygtninge spærret inde bag pigtråd. Danskerne får bøder, hvis de snakker med de fremmede, og prisen for et kys er fængsel.

22593463

Det er først i de seneste år, at der rigtig er blevet talt om de tyske flygtninge i Danmark under og efter anden verdenskrig. En kvart million tyskere - først og fremmest børn og unge, kvinder og ældre mennesker - alle sammen civile - var indespærret i lejre under usle forhold. Uden mulighed for at vende tilbage til Tyskland, og i den første lange tid også uden tilladelse til at kontakte deres familie. Mange af dem anede som Klaus ikke, om deres nærmeste var levende eller døde.

Martin Petersen har læst de historiske beretninger om de tyske flygtninge, men Klaus er hele vejen igennem en opdigtet person. Stor var Martin Petersens forundring - og bevægelse - derfor, da han en dag blev ringet op af en dansk-tysk kvinde, som spurgte, om det var hendes historie, han havde brugt. Så tæt på virkeligheden var han altså kommet.

"Med ilden i ryggen" (1999) blev den bog, der gav Martin Petersen et gennembrud som forfatter. Som den første af hans bøger måtte den trykkes i mange oplag, og bogen står i klassesæt på skoler landet over.