Nogle forfatterskaber synes at udfolde sig ved en læsning på teksternes egne præmisser løsrevet fra forfatterens øvrige liv – eller som en del af en litterær strømning. Andre forfatterskaber synes først at åbne op for dets virkelige litterære klangbund, idet man sideløbende læser forfatterens liv med og ind i forfatterskabet i en såkaldt biografisk læsning. Munch-Petersens liv og kunst var sammensmeltede i en sådan grad, at den konsekvente brug af udelukkende små bogstaver (og andre sproglige regelbrud som anvendelsen af tankestreg i stedet for punktummer) ligeledes gjorde sig gældende i måden, han skrev sit eget navn på. Nogle litterater har derfor udelukkende anvendt små bogstaver i omtaler og analyser af forfatterens digte og i omtaler af ham, og i portrættet her anvendes små bogstaver, når der refereres til digtsamlinger og titler.
To af Munch-Petersens posthume digtsamlinger, ”black god’s stone” (1959) og ”solen finns” (1959), betegner digterens overordnede skrivestil og –udvikling. Den engelske samling er formentlig en af forfatterens mest surrealistiske tekstsamlinger, og den er skrevet under ophold i Värmland i Sverige i slutningen af 1934 og begyndelsen af 1935 samtidig med en flittig produktion af malerier. Den forholdsvise optimisme, man kunne spore i ”mod jerusalem” er de fleste steder forsvundet i ”black god’s stone”. Snarere præger tvivl, skepsis og rådvildhed digtene og det surrealistiske projekt, og den fællesskabsfølelse og mulighed for revolution, der tidligere fandtes, er forsvundet. ”solen finns” er skrevet umiddelbart efter på det svenske modersmål, men er ikke sprogligt eksperimenterende og kan læses som et udtryk for, at forfatteren definitivt har forladt surrealismen. Tonen er vemodig og stemningen statisk. Drømmen om at vise menneskene vejen til en bedre verden syntes uendelig fjern, og dermed har hele formålet med surrealismen virket som en utopi.
Forfatterskabet svingede med andre ord mellem komplekse fantasiudladninger og en mere realistisk orienteret og konkret litterær verden, og gennem størstedelen af sit forfatterskab sprængte og saboterede digteren enhver æstetisk normativitet, genreopfattelser og regler. Han ville ændre ikke bare sproget og litteraturen, han ville ændre verden.
Som maler var Munch-Petersen præget af et primitivistisk formsprog og fremstillede usædvanlige og fremmedartede motiver i stærke og klare farver. Ofte lignede hans kompositioner motiver fra drømme – ligesom hans digte gjorde det. Malerierne er symbolske, og oftest ses (nøgne) mennesker i seksuelle stillinger, figurer, natur og eksotiske dyr.
Litteraten Torben Brostrøm har formuleret det: ”Hans digte er oplevelse, ikke tænkning eller konstruktion.” (Torben Brostrøm: Introduktion. Samlede skrifter. 1967). Med andre ord: Sansninger og subjektiv billedskabelse er i høj grad et afgørende greb hos Munch-Petersen, der udviklede sin poesi sideløbende med, at han udviklede og måske forsøgte at forstå sig selv. I inddragelsen af biografisk materiale kan man forsøge og måske siden hen lykkes med at lirke de kompakte og mættede digte, der var Gustaf Munch-Petersens ypperste, op. Gustaf Munch-Petersens kunst omfatter ikke blot hans produktion, men hele hans liv. I et brev fra Grønland giver han indirekte sin egen definition af, hvad en kunstner er: ”hvis jeg nogensinde ”laver” noget mere af det man tillægger ell. frakender navnet ”kunst”, bliver det vist i en for mig helt ukendt form, maaske den form, som hedder praksis, vist den vanskeligste maade, der findes, at realisere mine tanker” (Troels Andersen, Lars Kærulf Møller og Lene Sørensen: Gustaf Munch-Petersen. 2000).
Med andre ord synes digteren at nære et håb om ikke bare at kunne udtænke kunst, men føre de tanker ud i virkeligheden i en vanskelig, men nødvendig realisation.