nitten digte

Citat
”magter, som styrer himlen og jorden / solen og stormen og havet, / magter, som styrer, usynligt for blikket, / menneskenes færden og liv, (…) magter, jeg tigger i pine, / giv mig lys for mit virke, / magter, lad mig ikke dø unyttigt, / mægtige, brænd eders mærke / dybt ind i mit vaklende sind –”
”bøn”, s. 21.

I sommeren 1935 indtraf noget afgørende for Munch-Petersen, da han i idylliske Gudhjem på Bornholm mødte keramikeren Lisbeth Hjorth og forelskede sig. Over to år skrev han ”nitten digte” (1937), og samlingens tone er ligeledes idyllisk og fyldt med berusende og sanselig fryd.

I digtet ”pynten” beskrives havet, bølger og solnedgang med en rolig og dvælende tone, som ikke er set før i digtningen, og samtidig anes en følelse af afmagt i digtet ”bøn”. Perceptionerne sker – om end sanseligt – så ikke så indforstået subjektivt som tidligere, og på den vis er ”nitten digte” den nemmeste fattelige og smukkeste af alle digtsamlingerne. Skønheden ligger i de på samme tid rolige og vibrerende naturbeskrivelser, iagttagelser af liv og så den kontrast, der alligevel gemmer sig under overfladen. For hvordan kunne han fortsætte et idyllisk og stilfærdigt liv og producere ligeledes idyllisk poesi, når verden omkring ham rasede, og hans idealer gav, at kunst og dets drømme skal udleves og ikke blot forblive tanker og nedskreven poesi?

Stærkest står ”bøn”s næsten tryglende formulering ”lad mig ikke dø unyttigt” – ikke bare som uhyggelig forudanelse om Munch-Petersens skæbne, men som indikator for, hvor stor betydning denne indre uro har haft. Angsten for ikke at efterlade sig spor bekendes, og selve det at skabe lyrik er ikke tilstrækkeligt. Dermed er det tidligere formål forsvundet, men har blot efterladt et vaklende og tvivlende tomrum.

”nitten digte” har været altafgørende for Munch-Petersens skæbne. At se så formfuldendte digte blive til, mens kaos herskede i den internationale politiske verden, og han selv levede trygt med sin familie på Bornholm, har været for meget for digteren. Han opgav det hele og ofrede ikke bare sig selv, men i sidste ende også sin families trygge liv.