Phyllis Naylor forstår at bygge en spændende historie op. Der går ofte lidt tid, inden de rigtig tager fart, men så øges spændingen hele tiden indtil kulminationen til slut.
23954761
Og hvert kapitel slutter med en overraskende effekt, så man lige skal læse et til. Hendes brug af korte sætninger og megen dialog gør spændingen så levende, at vi føler uhyggen helt inde på livet.
"Hun kiggede op. Men det var ikke den gamle kone, der skyggede for solen. Det var nu krager! De svævede som en stor sort sky over hovedet på hende! Hun greb posen og klatrede op ad skrænten. Men så snart hun var oppe, satte hun farten op. Ved broen over bækken. På det laveste sted løb hun næsten. Og op gik det mod hendes egen have. Men der var sket noget med kragerne. De var blevet helt lydløse! Ingen skrig! Kun en sort skygge der faldt på jorden. Lige foran hende. For at minde hende om, at de var der! Men pludselig dykkede de."(Heksens kat)
Samtidig føler vi os utrygge, fordi bøgerne bevæger sig på grænsen mellem fantasi og virkelighed. Er fru Tuggle en heks? Eller er Lynn og Mus bare to piger i en vanskelig alder, der i sommerferien ikke har noget fornuftigt at tage sig til? Og måske handler det hele om: at tro eller ikke tro på det okkultes onde magtspil. Som Lynn siger i Heksens kat :
"Det var slet ikke fru Tuggles stok eller hendes besværgelser, der var så farlige. Det var den frygt og angst, de var årsag til!"
Skal man være helt ærlig, må man indrømme, at de tre første bøger om heksen er de bedste. De sidste har mistet noget af den rappe form, der fastholder gyset. Og så savner man Gail Owens flotte tegninger. Og selv om historierne er gode nok, er der især i de to sidste bøger for lidt dialog og for mange henvisninger til de tidligere historier. De har derfor ikke den samme intense spænding.