Genrer og tematikker

Den arketypiske skandinaviske krimihelt opstår der, hvor provins, romantik og kristendom gør fælles front mod det moderne (det hurtige, massekultiverede, medierede, larmende, metropolitane, globale) med en hævdelse af følelsernes forrang og en afvisning af udvendig- og yderliggørelsen. Det er den udviskede, sammenbidte, plagede, leder af det lille hold på Drabsafdelingen. Hans væsentlige opgave er at få alle ned på jorden (lige som alt, hvad der rager op, kriminaliseres – store firmaer, smukke mennesker, smarte popstjerner, advokater, læger, finansfolk, ministre, departementer, efterretningstjenester etc.). Han færdes ofte på samfundets bund, men udfordrer toppen af den kriminelle fødekæde og ser lige gennem den polerede facade på det etablerede samfund.

I sin fineste og mest relevante form er han en nyttig idiot, som på en gang udfordrer og tjener systemet, som Sjöwahl & Wahlöös kriminalkommissær Martin Beck og Henning Mankells Kurt Wallander, der stiller nogle slagkraftige og ligefremme spørgsmål til samfundet og får gammelt og nyt op at danse.

I en verden uden nye strømninger er den skandinaviske krimihelt impotent, uden udsagnskraft og kan ikke andet end bekræfte det, der var. Det er tilfældet i Nessers romaner. Det moderne samfunds konturer er opløst. Aktuelle, sociale, politiske, kulturelle temaer er eliminerede. Ikke engang den evindelige våbensmugler eller handlede østeuropæiske luder er der. Tilbage står de enkleste sociale institutioner, individ, par, familie plus lidt arbejdsfællesskab i politiet. Det er blevet læst som et udtryk for eksistentiel ensomhed, det minder mere om kulturel fattigdom. Alle er Svenssonhvide og pluskæbede.

Forbrydelsen er tilsvarende reduceret til de ældste, mest universelle, motiver; jalousi, svigt, hævn og selvtægt. Ud over det mørke humør har visdommen skak, matematik og især Bogen med stort B som sine væsentligste indikatorer. Bogen påkaldes hele vejen igennem fra den tænksomme Van Veeteren, der retirerer til en boghandel, til den unge Mauritz, som drømmer om at blive digter, og man fornemmer, at det er den store klassiske litteratur, de tumler med, men der er ikke nogen afsmittende effekt på deres sprog eller tanke, ligesom der aldrig redegøres for, hvilken betydning litteraturen har haft for deres liv. Nessers værk er formentlig ikke egentligt vist, men nærmere en fetichering af visdommen, en begrænset og altmodisch forestilling om visdom.

Måske er det den forskel, som kan mærkes i sproget, som aldrig rigtigt får tyngde. Fortællingen hviler på evindelige dialoger (efterforskeren i dialog med sig selv eller vidner eller mistænkte), selv kapitlerne begynder ikke sjældent med dialogstykker i stedet for etablering af tid og rum. Ind imellem tenderer det det fabulerende, som om fortælleren (som regel en tredje person) taler til læseren fra leveren og i øjenhøjde – men det er stadig i den meget underlige krimi-lingo, hvor man ikke har en far og en mor, men en fader og en moder, hvor man ikke siger 'aha', men 'jeg forstår' og hvor man hele tiden citerer 'man' (”borgerskabets diskrete charme som man siger”).