Emma Elisabeth Nielsen er i sin debutroman ”Den med Richard Lange” inspireret af forfatteren Helle Helles tematiske univers og nøgterne skrivestil. Med provinsen som både et fængsel og et helle, hovedkaraktererne forsøger at leve deres tilværelse i, og med humoren som en tiltrængt indånding, når det hele synes at blive kvalt i tristhed. Inspirationen er ikke mindst tydelig i forhold til Helle Helles prisbelønnede roman ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011, hvor havens tilstand og naturen i det hele taget er nærværende i betydningsfuld form. Hvor ”Dette burde skrives i nutid” slutter med blomstrende syrener, slutter ”Den med Richard Lange” med håbet om en blomstrende have.
Romanen har også tematiske og stilmæssigt tråde til en forfatter som Herman Bang, der er kendt for sin registrerende og konstaterende skrivestil, hvor hovedpersonerne bliver defineret ud fra deres handlinger, aldrig deres tanker. Slægtskabet og sammenfaldet af tematikker er størst til Herman Bangs novellesamling ”Stille eksistenser” fra 1886, hvor forskellige skæbner vikles ind i hinanden i en lille provinsby – og handlingen ligeledes er båret frem af en ulykkelig kærlighedshistorie.
Når Emma Elisabeth Nielsen vælger barnets perspektiv på en tilværelse med omsorgssvigt, ensomhed, mobning og fantasiforestillinger (som en hund, der bor i kælderen) trækker hendes fortælling desuden tråde til Astrid Lindgrens litterære univers. Et univers, hvor de voksne kan lære ikke så lidt af børnenes måde at anskue verden på.