Kan sparsommelighed redde proletariatet?

Citat
”et flertal er i en / situation hvor de er / sårbare det har alligevel / vil jeg mene påvirket mig i / gunstig retning / f.eks. nu / din krop i / modsætning / til lad os / tage staten / eller ’tankens / virkelighed’”
”Kan sparsommelighed redde proletariatet?”, s. 90.

I den officielle debutsamling ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” fra 1980 fortsætter Peter Nielsen med at udforske den tematik, som de tidligere udgivne hæfter har præsenteret. Nielsen udgav mellem 1971 til 1980 en række digtsamlinger på det aarhusianske undergrundsforlag Jorinde og Joringel, men de figurerer ikke officielt i det efterfølgende forfatterskab. Fælles for de tidlige værker er en orientering mod natur, sprog og skrift forenet i det, Poul Borum i efterskriftet til udvalget ”48 digte” (1978) kalder ”nærhedspoesi, som er sin socialitet bevidst, uden at nedværdige sig til den flade socialprivatisme”. Sted, krop og sprog forenes i digtene.

I ”Kan sparsommelighed redde proletariatet?” kombineres denne interesse med et gennemgående tema om erindring og glemsel. Kultur og natur er i en evig kamp, som – forstår man – naturen bør vinde. Ansigter, stemmer og sansning vægtes højere end by, larm, fliser og grill: ”men haren blir til steg på grillen bag hækkenes tyve centimeter”, som der ikke ukritisk står på side 32.

Digtene er præget af tydelige enjambementer, som betyder, at en sætning fortsætter på næste linje. Samlingens sparsomme tegnsætning vanskeliggør læsningen af digtene, da sætningerne glider over i hinanden: ”nuancerne driver os / op på hver sin / barrikade finder vi / ingen politik uden / klicheer vi står / op det som falder / og finder intet / andet end reservationer / når det gælder er der / sange nok som dækker / vores fortvivlelse” (s. 27). Disse lange sætningskæder giver en levende og organisk syntaks, der underbygger samlingens hyldest til det organiske over det maskinelle.

Samlingens titel lyder som en kommunistisk parole, og flere digte lægger sig i forlængelse heraf: der er et digt, der beskriver den arbejdende mands tøven, inden han begiver sig ind på Philips-fabrikken (s. 25) og et digt om, at arbejde er den direkte vej til fornedrelse (s. 53). På den måde falder bogen fint ind i 1970’ernes politiske digtning med sin civilisationskritiske holdning og optagethed af den rene natur og ord, der slynger sig i landskabet. I digtet på side 163 lader folk sig beruse af en mark, der hele sommeren har stået uden afgrøder.