Anaïs Nin skriver om sig selv. Det ligger som præmis i dagbogsformen. Men også i romanerne og novellerne er det biografiske ofte omdrejningspunktet. Selvom dagbogsformen alluderer, at indholdet er virkeligt, skal man ikke tro på alt, hvad Nin skriver. I hvert fald skal man ikke tro, at alt hun skriver, virkelig er sket. Og man skal heller ikke tro, at hun tager alt fra virkeligheden med. Skriften er både fantasiens og drømmens mulighed. At skrive imellem det fiktive og biografiske er hendes drivkraft, derfor bruger hun virkelighedens materiale i en litterær bearbejdning. Men hun bruger også drømme, længsler og fantasier, ligesom dagbøgerne også er psykologiske fortolkninger af følelser og tanker. Alle hendes værker er forsøg på at forstå sit eget sande kvindelige væsen. De er et psykoanalytisk erkendelsesprojekt.
Kvindens væsen, kvindens natur og den kvindelige erotik er gennemgående temaer både i dagbøgerne og i romaner og noveller. Netop det at ville forstå det kvindelige, ikke som noget i modsætning til det mandlige, men blot at forstå det som noget selvstændigt udelukkende fra en kvindelig synsvinkel er hovedårsag til, at Anaïs Nins værker anses som feministiske.
Det erotiske er også et gennemgående tema i forfatterskabet. Både hendes værker og hendes person blev symbol på den seksuelle frihedsbølges start i 1930'ernes Paris, hvor relationen til forfatterkollegaen og elskeren Henry Miller har haft størst betydning.
Men det er ikke kun det erotiske mellem mand og kvinde, der fylder hos Nin. Det lesbiske har en særlig plads i forfatterskabet – især koncentreret omkring June. I Nins univers er lesbianisme legemliggørelsen af narcissisme. Tiltrækningen mod en af samme køn handler ikke om en længsel efter at besidde den anden, men om en længsel efter at være den anden. Selv påstår Nin i sine dagbøger, at hun aldrig har været seksuelt tiltrukket af kvinder: ”Jeg føler et varmt venskab for kvinder, men aldrig seksuelt begær … Jeg har aldrig elsket en kvinde seksuelt.” (”Dagbog 1955-1966”). Erotikken imellem kvinder er en måde at forstå det kvindelige på.
Nins værker kan samles under betegnelsen bekendelseslitteratur, og ifølge Henry Miller er hendes bekendelser verdenslitteratur på linje med Augustin, Rousseau og Prousts bekendelsesskrifter. Intet mindre.