Jagten på det onde

Citat
“Lirael sendte sin pil af sted, samtidig med at hun tumlede bagud, og Sam jog sin hånd fremad og råbte de aktiverende tegn, der sendte en brølende, knitrende fontæne af ild mod den ting af mudder og blod og mørke, der steg op. Ild mødte sølvtunge, og gnister eksploderede i alle retninger og satte ild til græsset.”
Garth Nix: “Abhorsen”, side 73.

Tredje og sidste del i trilogien, “Abhorsen” fra 2003 (“Abhorsen”, 2006), fortsætter, hvor “Lirael” slap. Lirael er udset til at overtage tronen som Abhorsen og forsøger sammen med Sam, Mogget og Den Æreløse Hund at stoppe Ondskaben, som nu ikke længere er begravet under højen.

Åndemaneren Hæk har fuldkommen kontrol over Nick, og de to er ved at udgrave en ældgammel ondskab i Det Gamle Rige, kulminationen på en plan, der har rødder meget langt tilbage i tiden, og som ikke bekymrer sig om de grænser, der adskiller det magiske rige og den almindelige verden. De døde vandrer igen, og Lirael, Sam og deres følgesvende Mogget og Den Æreløse Hund kæmper for overlevelse, mens der i Ancelstierre udkæmpes et lige så dødbringende politisk spil, som bringer store grupper af flygtninge mod Muren. Altings skæbne synes at afhænge af Lirael, som må søge både i livet og i døden efter en måde at bekæmpe Ondskaben på, før det er for sent.

26079691

“Abhorsen” har, ligesom “Lirael”, flere perspektiver, og læseren får indblik i følelseslivet hos personerne i de forskellige handlinger, hvilket giver læseren en fin forståelse af, hvad der sker, og hvorfor det sker. Alle personerne er spidsfindigt sammenvævede, og man fornemmer, at alting får en mening, så snart det bliver sat ind i en større sammenhæng.