Selvom den humoristiske, ironiske og til tider sarkastiske tone fortsætter op gennem halvfemserne, er tonen også alvorlig og reflekterende. Digtsamlingen “Ormene ved himlens port” fra 1995 har præg af sorgarbejde og tematiserer tabet af en kæreste.
22258141
Kærligheden er et tema, der optræder i de fleste af Nordbrandts digtsamlinger, ofte forbundet med tabet af kærligheden, den forladende eller den forladte. Kærligheden er associeret med en længsel og en ufuldbyrdelse, som i digtet “På Israels Plads” fra digtsamlingen “Drømmebroer” fra 1998: “Jeg ville ønske, du aldrig var kommet / så natten heller aldrig var gået. / Og jeg ville ønske, du ikke var blevet / så morgenen heller aldrig var kommet. / Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer / så sommeren altid var på vej.”
Digtet tematiserer nogle centrale modsætninger: komme – gå (ankomst – opbrud), nat – morgen, aldrig – altid, blive – gå. Modsætningerne peger på digtets omdrejningspunkt: Et natligt møde mellem et jeg og et du på Israels Plads i København. Stemningen i digtet er melankolsk og tilbageskuende, hver strofe starter med de tre ord: “Jeg ville ønske”. Digtet er i førdatid, hvilket vil sige, at jeget retrospektivt gerne vil have noget til at være på en anden måde. Digtet kan læses som et kærlighedsdigt, som handler om, at jeget ikke ønsker duets ankomst, fordi ankomsten i sit væsen indebærer opbruddet – natten går uundgåeligt mod morgen, som betyder afsked. Digtets jeg udtrykker ikke på det bogstavelige plan positive følelser for duet. Linje 1 og 3 fremstår isoleret set afvisende og fjendtlige: “Jeg ville ønske, du aldrig var kommet” og “Og jeg ville ønske, du ikke var blevet”. I stedet for, som i et mere traditionelt kærlighedsdigt, at ønske, at duet ikke går, ønsker jeget i “På Israels Plads”, at duet aldrig var kommet. Så kunne det blive ved med at være nat og aldrig blive morgen. Digtets sidste strofe, som er en slags konklusion, siger mere end bare hold dig væk: “Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer / så sommeren altid var på vej.”
Jeget længes efter sommeren, men ønsker ikke, det skal blive sommer. Det er ikke sommeren i sig selv, men længslen efter den, der er attråværdig. Læses digtets første del i lyset af denne konklusion, er forklaringen på, at jeget ikke ønsker duets nærhed, at længslen er mere attråværdig end det attråede. Jeget ved dog godt, at det ikke er muligt at blive i længslen, fordi sommeren/morgenen altid vil komme på et eller andet tidspunkt – deraf “Jeg ville ønske”.