Kansleren og køkkenpigen

Tiden som free-lance forfatter på Anders and og Co har sat sit præg på Lotte Nybos måde at fortælle en historie på, men hendes illustrationer er alt andet end tegneserieagtige. Der er både på tekst og billedsiden en fremdrift, så bøgerne næsten er i bevægelse. Indflydelsen fra tegneserien er måske særligt tydelig i de to bøger Prinsessen skal i vuggestue og Prinsessen er sulten i serien Halløj på slottet , som Lotte både har skrevet og illustreret. Her veksles mellem en fortællertekst og de tegnede personers kommentarer i talebobler inde i billederne.

27131867

Som læser hvirvles man gennem historien om den lille egenrådige prinsesse, som selv vil bestemme, om hun vil i vuggestue, eller hvad hun vil have at spise, når hun vågner midt om natten. Prinsessen er det centrum som hele hoffet, der er styret af kanslerens teorier og rimede regler, drejer omkring. Med store øjne og stive smil står både prinsessens forældre, det unge lidt fjumsede kongepar, og resten af hoffet og afventer den lille prinsesses udspil.

Kansleren, der ser sig selv som en rationelt tænkende autoritet, er i virkeligheden en naragtig figur, emotionelt på glatis og ude af stand til at håndtere prinsessens enkle ønsker. Hun punkterer konstant hans rigide tankesæt. Havde det ikke været for den politisk ukorrekte køkkenpige, der ofte ud fra selviske motiver får det hele til at køre, ville alt være endt i kaos.

Køkkenpigen er en dejligt "ufrelst" person, der har bevaret sin jordforbindelse. Hun er den eneste, der rent faktisk sér og forholder sig til prinsessen og derfor klarer ærterne. Det er tydeligt, at handlingen og personernes udvikling og indbyrdes relationer er vigtige for Lotte Nybo. Illustrationen som "kunstværk" er ikke et mål i sig selv, den skal i højere grad kommentere og udbygge teksten. Der er planlagt flere titler i serien.