Peter H. Olesens tredje roman ”Et hus er ikke et hjem” (2015) fremstår i et sært monotont leje af fortrinsvist ensklingende sætninger. Punktummerne falder hyppigt, og der undviges nødigt fra den stive tredje persons ”han”, ligesom der ganske sjældent brydes med en forsimplet syntaks. Den lavmælt kedelige stemmeføring lægger en grå dis over den i forvejen minutiøse fortælling om en ensom midaldrende mands førsteverdensproblemer.
Stilen mimer dette ”han” og dets lavmælte, uinteresserede måde at være til på. Uden nogen form for dramatik eller bevidstgjort forsmåelse fravælger hovedpersonen at være eller ønske noget. Han lever ”Uden bagtanker og fremtidsplaner” og ønsker blot at leve sin stille eksistens som tilskuer til verden. ”Det er ikke et savn, bare en konstatering” hedder det flegmatisk, når det spændende, udfordrende, udviklende, dynamiske i tilværelsen undviges som et aktivt valg.
Muligheden for det perfekte liv byder sig, da hovedpersonens mor dør og efterlader en stor herskabslejlighed samt en lige så stor pose penge. Pludselig er det praktisk muligt at foretage sig ingenting, eller i hvert fald spendere tiden på ensomme gåture, biblioteks- og værtshusbesøg. Devisen lyder: Har du penge til dagen og vejen, så kommer samfundet ikke og forstyrrer dig. Men det gør samfundet så alligevel, da en ung kvindelige forfatterspire flytter ind i et lejemål i den alt for store lejlighed. Hovedpersonens seksualdrift vågner af dvalen til stor forfjamskelse, idet Bi, som hun hedder, bader, mens vores hovedperson ligger under dynen, og lader som om han sover.
51634713
Da forelskelsen så rammer 3/4 inde i romanen, sættes den lakonisk bitre stil på en alvorlig prøve. Det akavede er for en stund forsvundet i en scene, hvor Anders, som han tituleres enkelte gange, og Bi taler nærmest løssluppent sammen over et længere stræk: ”Tesen om menneskers grundlæggende forskellighed lader han ligge”. Her indtræder Olesens lavmælte satire i eufemismens form, når den sammenbidte kyniker ikke kan udtrykke sine følelser, men heller ikke underkue dem, og derfor må ty til en tørt negerende og komisk omskrivende sætning. ”Et hus er ikke et hjem” slutter meget sigende inden Anders og Bi får hinanden, og måske skal kærligheden ikke overvinde alt?