[Jeg er her kun midlertidigt]

Citat
”[Stenfjæs]/ Ser i spejlet/ at jeg ligner/ en voksen mand// Jeg viser/ ikke åbenlyst/ min latter”
”[Jeg er her kun midlertidigt]”, ikke pagineret.

Som titlen indikerer, er Peter H. Olesens digt- og tekstsamling ”[Jeg er her kun midlertidigt]” (2009) en pergamenttynd og sart markering af øjeblikkets forgængelighed. Som et ekko fra Blichers ”Præludium” (1837) bearbejdes en nedslået, overhalet, besejret stemning på en måde, der overraskende nok virker fnuglet og ligetil. Titlen er sat i kantet parentes for ligesom at værne skrøbeligheden mod en direkte henvendelse. Det tåler den ikke.

Den lille bog er udgivet af forfatteren selv i 150 eksemplarer, og ligesom den forrige bog er det beskæring og indskrænkning, der byder sig til som tekstnorm. Haiku-formen dominerer bogen. Den japanske tradition for digte på præcis 17 skrifttegn er velsagtens nået frem til Olesen gennem Peter Laugesen og videre tilbage i tid fra den amerikanske beatdigtning. Jack Kerouac er et fikspunkt, f.eks. på pladen ”Blues and Haikus” (1959), hvor østens buddhisme forenes med vestens frihedstrang.

Olesens haiku registrerer forskriftsmæssigt vejrets sirlige omskiftelighed og små ændringer i naturen. At en sky driver over himlen, eller to harer løber over marken, er alt et haikudigt behøver af stof. Her, i digtets appel til de allermindste omskifteligheder, ligger en smuk, simpel og pointeret zen-erfaring gemt. I den striks minimale form med præcis 17 stavelser er skellet mellem det registrerende ’jeg’ og den eksterne verden ofte papirtyndt, og digtene bringer flere gange sig selv i tvivl om, hvem der kigger, og hvem der kigges på?

Olesens varemærke pessimismen finder i ”[Jeg er her kun midlertidigt]” et leje af sørgmodig, mut men også defaitistisk, beundringsværdig memento mori. Her er et ikke-haiku-digt med det hyppigt brugte græsmotiv: ”Først da det ligger/ halshugget på plænen/ forstår vi at nyde/duften af græs// Det kan ikke være anderledes”. Den karakteristiske duft af nyslået græs er spændt hårdt op imod det uhyggelige og medlidende billede af halshugget græs, hvorved baghaveidyllen får et skud saltsyre.

Endelig må et ekstravagant konkretdigt om og (udelukkende) med ordet ”margueritruten” nævnes. I et snoet skriftbånd, der er tryk helt ud til sidemargin, males en svungen Margueritrute op henover siden. Det til grafik forsimplede udsagn møder turistidyllens skønne udsigt i et nuttet smil fra bogsiden.