Korrekturlæseren

Citat
”Du er ikke ødsel. Jeg kunne godt lide, at hun brugte det ord. Ødsel. Jeg kan godt lide sproglig omhu. Du virker slet ikke bankagtig, kom jeg til at tale over mig, da vi skulle til at tage afsked. Hun slog en høj latter op og spurgte, hvad det dog var for nogle skrækkelige fordomme, jeg render rundt med. Du virker heller ikke korrekturlæseragtig, sagde hun. Det var sødt sagt, men det er jo ikke sandt.”
”Korrekturlæseren”, s. 22.

Peter H. Olesens roman- og Gyldendal-debut ”Korrekturlæseren” (2008) er en lattermild skilsmissebog. Den er set fra og fortalt på en forladt mands præmisser i helt korte tekstafsnit. I modsætningen til mangen en selvhjælpsbog får konflikthåndtering og følelsesudredning lov til at træde i baggrunden til fordel for en benet humor, der retter sin spydspids mod ekskonens kontroludøvelse. I udleveringen af den lidet flatterende kvindestereotypi tegner der sig imidlertid en selvironisk refleks fra en forsmået og fejlfindende mand, der selv har en rem af huden. Tilsammen giver det et friskt indblik i skilsmissens anatomi.

27204244

I en førstepersons-fortælling møder vi den nyligt fraskilte træmand, hvis arbejdstitel (og livsindstilling) har lagt navn til romanen. Korrekturlæseren er fastspændt imellem en række elskeligt karikerede kvinder: Bekymret mor, opsøgende datter, et rivejern af en ekskone og så den labre bankrådgiver Jeannette. I dette setup optegnes en overbevisende kontur af en mandekarakter, der værner om sine maskuline tilbøjeligheder. I et tørt leje af sarkastisk og lakonisk humor beskrives sammenstødet mellem kønnene – hele tiden anskuet fra samme subjektive position i skilsmissens landskab. Når moren således kimer og afkræver retningslinjer for livssituationen efter skilsmissen hos sin granvoksne søn, ja så rammes den moderlige omsorg af en blød uppercut samtidig med, at hovedpersonens mismod finder sit arnested. ”Jeg har jo ikke så meget at se frem til” forklarer Mor, alt imens skylden løber nedover sønnen som en klæbrig sovs.

Hovedpersonens ekskone betegnes konsekvent ”min eks”. Det rimer på heks og tilfører en kulørt fremmedgørende dimension til forholdet mellem hovedpersonen og hende. Ligesom moren bekymrer denne ”eks” sig også om hovedpersonens velbefindende. Den kvindelige omsorg har en besidderisk bagside, udtrykt i et behov for kontrol over den arme mand. Denne dynamik udfolder Olesen med stor bravur, f.eks. i en kommenteret telefonsamtale, hvor forceret skepsis og en mulig oprigtighed slås om pladsen: ”Skal du ikke have fundet dig en kæreste, halvt spørger, halvt foreslår hun i et intimt tonefald. Næsten kælent. Hun er ovenpå, kan jeg mærke, og jeg svarer lidt for heftigt, at det ikke rager hende.”