Debutromanen “Planen” er et autofiktivt værk, der, som genren indvarsler, kombinerer det selvbiografiske med det fiktive. Det er i den henseende svært at komme uden om den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i nyere tid må betegnes som forfatteren, der fik gjort autofiktion present i litteraturen. “Planen” trækker tydelige tråde til bevægelsen fra barndom til voksenliv, som Karl Ove Knausgård beskriver i sit seksbindsværk “Min kamp”. På handlingsplanet er der også flere sammenfald. Begge romaner følger en drengs udvikling fra dreng over teenager til voksen i en stil, hvor problematikkerne vises gennem miljøbeskrivelser og dialoger, og hvor fortolkninger findes implicit i udeladelsen, aldrig eksplicit i teksten.
“Planen” trækker også tråde til forfatteren Jakob Ejersbos gennembrudsroman “Nordkraft” fra 2002, der med samme detaljegrad og persongalleri beskriver et understimuleret miljø, som er drevet af behovet for kompensation i form af de overstimuleringer, narkotika fremkalder. Sproget er råt, begivenhederne voldsomme, og bunden længere nede, end flertallet måske har fantasi til at forestille sig.
De to fiktionsromaner “Guds bedste børn” og “I ruiner”, der begge har virkelige begivenheder som omdrejningspunkt, er beslægtede med danske forfattere som Jesper Stein, Birgithe Kosovic og Thomas Korsgaard, der alle fortæller med udgangspunkt i virkelighedens tragedier, og som bevarer et dokumentarisk spor hele vejen igennem.