Morten Papes romantrilogi om Amager er hverken politisk i sin form eller sit projekt, men den kommenterer indirekte den vestlige verdens samfundsdilemmaer igennem samtaler og begivenheder som for eksempel 11. september. Med afsæt i terrorhandlingen i New York skitserer forfatteren i “Planen” de grundlæggende kulturforskelle og forestillinger om det gode liv, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:
“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).
Genren i “Planen” er autofiktion, og som læser får du oplevelsen af en verden beskrevet en til en, hvor han allerede med sin anden udgivelse “Guds bedste børn” bevæger sig væk fra det selvoplevede. Som han udtaler i magasinet Dossier til Geeti Amiri efter sin tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021)
Detaljer og gentagelser bruges som et stilistisk greb, der forstærker indlevelsen, og de mange svigt – især fra faderfigurerne – og de udsigtsløse omstændigheder sætter sig, som handlingen skrider frem, godt og grundigt i kroppen.
Genremæssigt kan alle tre udgivelser kategoriseres som moderne udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svigt, svig og smerte.
I “Planen” får hovedpersonen Morten fornyet håb i mødet med gensidig kærlighed. En kærlighed, der tvinger ham til at udvise elskværdighed. Intet er dog på noget tidspunkt sikkert, heller ikke hen imod romanens slutning, hvor selv ikke ægte kærlighed forhindrer hovedpersonen i at være sin redningsperson utro til en julefrokost (og dermed falde afklædt ned i klicheen over dem alle). Men de efterfølgende refleksioner trækker ham om på den anden side af ligegyldigheden. Og bevidner en udvikling – ikke at forveksle med en afklaring – der er kendetegnende for genren.
“Guds bedste børn” og “I ruiner” foregår ligeledes i truede miljøer på Amager, hvor hovedpersonernes verden langsomt falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for flokken presser romanernes hovedpersoner ud over kanten på en uhyggelig realistisk måde, der sætter selvrefleksionen i gang hos enhver læser.