I de syv år, der er gået mellem de to bøger om Hr. Flugt har Anne Pedersen illustreret 7 billedbøger – hvoraf hun selv er forfatter til én - samt en illustreret en letlæsningsbog og en skønlitterær fortælling. Der er tale om meget forskellige bøger, der overordnet set viser en tegner, der hele tiden afsøger nye mulige udtryksformer.
Anne Pedersen eksperimenterer hele tiden med sit billedudtryk. Hun bruger forskellige teknikker, og det er tydeligt at se, hvordan billederne ændrer sig fra bog til bog. Men ligegyldig hvilken teknik, Anne Pedersen vælger, så er alle hendes billeder karakteriseret af et bevidst opgør med de forestillinger og forventninger, man generelt har til billeder i børnebøger.
Anne Pedersens nøjes ikke med ”at oplyse teksten” som ordet ”illustrere” betyder direkte oversat. Teksten er ikke det væsentligste, der er ikke den traditionelle rangordning mellem ord og billede i de bøger, hun illustrerer. Anne Pedersen opfatter snarere teksten som et udgangspunkt, et afsæt for sin egen personlige billedskaben.
Anne Pedersens billeder ”ligner ikke” sådan som man synes billeder skal i børnebøger. I stedet dyrker hun den groteske, det manierede, det voldsomme. Hun dæmper ikke tonen – tværtimod ”støjer” hendes billeder.
Enkelhed og klarhed finder vi ikke i hendes billeder – snarere det modsatte. Hendes billeder er sammensatte, kalejdoskopiske. Anne Pedersen søger ikke harmoni, bruger ikke kompositionen til at styre øjet. Hun vil netop ikke bestemme, hvad der er det væsentlige og fremherskende i billedet. Derimod inviterer hun læseren på en selvstændig opdagelse i billedet. Sagt på en anden måde, så lægger billedet op til en samtidighed i aflæsningen, som ganske godt modsvarer børnenes vanthed med at bruge andre og især elektroniske billedmedieres udtryksmåder. Eller man kan sige, at billedet er dynamisk – man kan gå ind i det hvor som helst.
Denne mangel på alt det, man forventer at finde i børnebogens billeder provokerer – måske især den lidt ældre generation. Men når man vurderer billederne ud fra deres fortællende kvaliteter, antager provokationen andre former. Den bliver et vandmærke i sig selv. Anfægtelsen er indgangen. For den viser, at Anne Pedersen på mange måder er et barn af sin tid.
Det fragmentariske, det uharmoniske, det splittede og det kaotiske er sammen med eksperimentet alt sammen karakteristisk for det postmoderne opgør. Hertil kommer opbruddet og vildskaben i streg og udtryk. Vi finder det hele hos Anne Pedersen. Hun blæser på det vedtagne og arbejder hele tiden med at udvikle sit eget vilde og ekspressive billedudtryk.
Selv siger hun: ”Folk synes ofte, at mine tegninger er groteske. Jeg kan godt lide, når tegninger er skramlede og grove med struktur i fladen. Personerne er som regel skæve typer, lidt forhutlede med skægstubbe, det gælder både mænd og kvinder. For mig er grimhed en dyd, jeg kan ikke holde ud, hvis tegninger bliver for søde og glatte. De må gerne have lidt bid og humor.”