Robots kone og Alberts guitar

Róbot (1999) har Anne Pedersen selv skrevet – læg mærke til, at der er tryk på første stavelse, så der kommer til at ligge et ordspil til navnet Robert! Man kan kalde historien et moderne eventyr, der bæres af sansen for det absurde univers. Hovedpersonen er robotten Róbot, der arbejder på en bilfabrik. Han er meget ensom og får samlet sig en kone af forskellige bildele. Men lykken er kun kort, for hans elskede Eva har kun øje for en smart racerbil – selvfølgelig fordi hendes hjerte er en strømfordeler fra en smart Jaguar! Imidlertid ender alt godt. For da han bliver kastet i skrotbunken får han både en masse venner – og sandelig også en kone – , som Anne Pedersen lunt konstaterer har ”et ægte tændrørshjerte!” Her er murstensvæggen på fabrikken den gennemgående, ornamentagtige ramme om hvert opslags billede, ligesom det s/h skak-ternede gulv går igen. Det giver en ensartethed men er samtidig en meget urolig baggrund for de meget detaljefyldte, fortællende billeder med en fin sans for mekanik under enhver form.

22460358

Murstenene går igen i omslagsbilledet til Den fedeste rock , (2001, tekst af Thorstein Thomsen), men her er de ikke tegnet fint med kridt. De er malet i heftige, hurtige penselstrøg og går ikke igen inde i bogen. Farveholdningen er også en helt anden – i det hele taget er der mere fart over og knald på disse billeder, der fortæller historien om Alberts fødselsdag. Han får en guitar i gave og glæder sig til at spille med vennerne. Men de voksne får hele tiden gode ideer, som gør det svært at komme i gang med at spille.

Der er megen vildskab i penselføringen og megen humor i persontegningen. Fx er Frederik – den ene af gæsterne –tegnet som en gris, hvor krøllen på halen fint svinger ud fra de korte sorte bukser! Korpigerne – Kil, Kæl og Cool – er 3 skønne missekatte, der fornøjet svinger sig på plankeværket, mens de synger.