Livet en brugsanvisning

Citat
”Et mere omhyggeligt studium af disse opdigtede liv ville uden tvivl afsløre nogle af nøglerne til dem og vise hvordan begivenheder der har præget ejendommens historie, hvordan de legender eller halve legender der cirkulerer i huset om denne eller hin af dets beboere, hvordan nogle af de tråde der forbinder dem, er blevet vævet ind i fortællingen og er blevet til selve armaturet i den.”
”Livet en brugsanvisning”, s. 501.

I 1978 udkom Georges Perecs ”La vie mode d’emploi” (”Livet en brugsanvisning”, 1999). Bogen centrerer sig om ejendommen nr. 11 på den fiktive gade Simon-Crubellier i Paris. Handlingen er en sammenvævning af utallige historier, der udspiller sig i og knytter sig til ejendommen og dens beboere. ”Livet en brugsanvisning” finder sted d. 23. juni 1975 klokken otte om aftenen. Hvert kapitel er en fortælling om eller tager udgangspunkt i et nyt værelse i ejendommen.

En af de centrale historier omhandler rigmanden Bartlebooth. Bartlebooth igangsætter en plan, der ikke kun vil opbruge nærmest hele hans formue, men også optage ham resten af livet. Ligesom ”Livet en brugsanvisning” selv tager form af et puslespil, hvor brikkerne langsomt sættes sammen, tager rigmandens projekt samme form: Et, der binder tid og eksistens sammen. Bartlebooth vil først bruge ti år på at lære akvarelmaleriets kunst. Hans lærer Valène er også beboer i ejendommen.

22669524

De næste tyve år rejser han jorden rundt, hvor han maler en ny havn cirka hver anden uge, hvilket efterlader ham med i alt 500 akvareller. Han sender disse tilbage til Frankrig. Her påsættes de et bræt og en nøje udvalgt håndværker, Gaspard Winckler (samme navn som i ”W eller erindringen om en barndom”), også beboer i rue Simon-Crubellier, laver ganske komplicerede puslespil ud af malerierne. Når Bartlebooth er færdig med et puslespil, undergår det en proces, hvor det genbindes til sin helhed af Georges Morellet (også beboer). Træstøtten fjernes og maleriet sendes tilbage til den havn, hvor det er malet. Præcis tyve år efter nedsættes maleriet i et opløsningsmiddel, der fjerner farverne fra papiret. Det hvide papir sendes tilbage til Bartlebooth.

Mange ting kan siges om ”Livet en brugsanvisning”. Bogen er struktureret efter et strengt matematisk system. Ejendommen er delt op i ti etager med hver ti værelser set fra facaden. Kapitlernes rækkefølge bestemmes af springerens bevægelse på et 10x10 skakbræt, hvor springeren ikke må ramme samme felt to gange. Derudover følger bogen i forlængelse af OuLiPo-gruppens forkærlighed for restriktioner utallige andre regler, der skaber et komplekst narrativt og strukturelt forløb. Perec indlægger små spor og fejl i systemet, der taler til og om, hvordan livet altid vil bryde ind i ethvert system.