Beslægtede forfatterskaber

Stine Pilgaard benytter en ironisk fortæller til at tematisere alvorlige og tunge emner som kærlighedssorg og ensomhed. I et næsten stand-up sjovt sprog og tempo portrætterer fortælleren sine omgivelser med humor og overlegenhed. Denne vidende og bidende humor ligner den, som den danske forfatter Kristina Nya Glaffey benytter sig af i sin roman fra 2012, ”Padder og krybdyr”. Heri er fortælleren en fandenivoldsk vred og ironisk kvinde, der med stor sproglig præcision og overblik mejer dårlig sprogbrug og grimme lesbiske ned.

De mange henvisninger til andre forfattere og den aktive indoptagelse af både hverdagens og faglig sprogbrug har Pilgaard til fælles med Ursula Andkjær Olsen, der i sine bøger også skriver videre på alverdens litteratur og sproglige vendinger. I teksternes veritable mylder af stemmer blander forskellige diskurser sig, og intet er for højt eller lavt til at optræde i teksten. Hos Pilgaard strækker referencerne sig fra Kingo til Anne Linnet, og hos Andkjær Olsen agerer såvel politisk propagandasprog som Thøger Larsens sommerviser underlæg for teksterne.

I ”Min mor siger” er der navngivne henvisninger til Emil Aarestrup, Kingo og Henrik Nordbrandt, hvis digtsamling ”Pjaltefisk” spiller en rolle som fysisk objekt (s. 62). Uden at forfatterne er nævnt finder man flere tekstlige henvisninger til Inger Christensen (s. 53) og Tove Ditlevsen, og det er i disse – og sikkert også flere – tilfælde op til den vågne læser at fange referencen. I ”Lejlighedssange” henvises der bl.a. til islandske sagaer og Homers ”Iliaden”.

De tolv ”Monologer fra en søhest” i ”Min mor siger” ligner med deres historiefortællende udgangspunkt i kroppens anatomi Peter Seebergs ”Den anatomiske tegning” fra ”Rejsen til Ribe” (1990), hvori kroppen også er bærer af erindring og reminiscenser af levet liv.

Pilgaard fortæller, at Inger Christensen er et litterært forbillede, ”fordi hun bruger sproget på en ganske unik måde og er genial i måden hun undersøger sproget og kan kombinere det med en inderlighed og følsomhed, der får én til at gentænke menneskenes position i verden.” (Interview med forfatterweb, 2012). Hun nævner videre ”islændingesagaernes koncise fortællestil og den humor der findes i de kortfattede menneskeskildringer, træk, der også ses hos Helle Helle.” Dette væsenstræk har Pilgaard taget med sig i sine bøger, der koncist og humoristisk skildrer karaktererne.

Direkte adspurgt, om hun føler sig som en del af en generation, siger Stine Pilgaard: ”Der tales meget om, at vi skriver om kroppen, men jeg tænker mere, at det er om intimitet, og at det skyldes massekommunikationen, som stiger og stiger. Så skriver vi om, hvordan mennesker kan eller ikke kan nærme sig hinanden. Det er ikke den store fortælling, der præger min generation.” (Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg er ikke spildt. Information, 2012-02-02). I stedet har Stine Pilgaard selv omtalt ”Lejlighedssange” som en hyldest til det almindelige liv (Skønlitteratur på P1: Lejlighedssange og ordbogspoesi. DR, 2015-02-25).

Olga Ravn har i sin debutroman ”Celestine” fra 2015 også undersøgt forskellige familiekonstellationer. Hos Ravn er det primært skilsmissebarnets påtvungne samvær og ditto adskillelse med papsøskende, der er i centrum, hvor det hos Pilgaard er alskens forskellige måder at være familie på, der kastes lys på.