Motiver og temaer

Jens Peder Larsens forfatterskab spænder vidt. Lige fra de første bøgers hyggelige tilbageblik på den fynske barndom, over de lurende kræfter og konflikter under overfladen i provinsidyllen, til det endelige problem: menneskets overlevelse og fremtid.

Uanset rammen, genren eller handlingen i bøgerne kredser forfatteren om de samme tematiske forløb: forholdet til forældrene, sammenstødet mellem afhængigheden af andre mennesker og enspænderens, den enkeltes ret til at gå sine egne veje, hvordan omgivelserne former menneskene, deres muligheder og udvikling. Og uanset vilkårene for børnene i bogen, uanset hvordan de voksne behandler børnene, har Jens Peder Larsen nogle holdninger, som han gerne vil give videre til de børn, der læser hans bøger, nogle holdninger, der er helt centrale i forfatterskabet, som, man kan sige, er drivkraften bag det, han skriver. Og disse holdninger bliver sat ind i en større og større, mere og mere alvorlig, sammenhæng.

Efterhånden som forfatterskabet udvikler sig, udvider verden og problemerne sig. Du skal være glad for dit liv, siger Jens Peder Larsen med sine bøger. Eller, som onkel Leo siger det i konfirmationstalen i "Paradistræet": "... - man skal behandle sit liv som om det var et træ i paradisets have." Og bedstefaderen i Duprabøgerne siger: "Livet er en lyst at leve, når man tør det. Husk på, der findes ingen problemer, der findes blot en masse opgaver, der skal løses."

Man skal sætte sig mål i tilværelsen og forsøge at leve op til dem. Om halmbjerget siger Pjorke: "Det var den drøm, der fik os til at flygte fra stalden og gav os mange oplevelser. Nogle var gode, nogle var dårlige. Men det var alle oplevelser, der har gjort vores liv rigere. Oplevelser, vi ikke ville have haft, hvis vi var blevet i stalden."

Det er lykkedes Jens Peder Larsen at sætte disse snusfornuftige, enkle, men vigtige leveregler ind i en dramatisk sammenhæng, i spændende historier, så udsagnene får vægt og opleves som summen af nogle erfaringer. Ved at trække på det bedste i sig selv, ved at være fælles om opgaverne og forholde sig positivt, kreativt til dem, lykkes det for personerne i hans bøger at klare de opgaver og konflikter, de stilles over for, med menneskeligheden i behold og nogle erfaringer rigere.