Den hjælp kan synes lidt langt væk i Jens Peder Larsens bøger, når vi ser på et centralt tema i forfatterskabet: børnenes forhold til forældrene, og især til faderen eller en faderlignende figur. Fædrene er nemlig ofte fraværende, svage eller ihvertfald uden indflydelse på eller indsigt i deres egen eller børnenes situation.
Otto i En loppe kan også gø er en ensom, halvfordrukken sut, Victors far i Brønden går totalt i opløsning efter moderens død, og i Den tyrkiske prinsesse går faderen også ned med flaget, da hans forretning må lukke.
I Paradistræet er faderen skildret som en idealfigur, en ønskefader, næsten for meget af det gode, et modbillede på den dårlige far - men sådan er der vist ingen der er i virkeligheden!
Det er bedsteforældregenerationen, bedstefaderen i Dupra-bøgerne, Noah i Den store oversvømmelse og filosoffen og opfinderen Elias Nokkebæk i Den giftige tråd , der repræsenterer varmen, kærligheden, trygheden, forbilledet.
Forældrene er ofte i Jens Peder Larsens bøger fortravlede voksne, som ikke ser, hvordan børnene har det, som har nok i deres eget.