De voksne i Jens Peder Larsens bøger er dog ikke alle lige sympatiske. Der finder vi også bærere af dårlige egenskaber, mennesker, der måske selv er forsømte og udsatte i deres barndom. Tumbe-To i Den store oversvømmelse er således indbegrebet af ondskaben, en egoistisk, hadefuld, grådig tigger, der efterstræber Siap og hans halve gældsbevis.
25350863
Men der er også en forklaring på, at han er, som han er: "... da han var barn oplevede han kun ukærlige og hårde mennesker, der snød ham og blot var ude på at skrabe til sig. Og kunne han gøre andet end at give igen med samme mønt? Gjorde han ikke det ville han gå til grunde. Sådan var tilværelsen nu engang. Den kloge narrer den mindre kloge. Penge er lykken og kun de dumme er hjælpsomme og ejer medlidenhed."
Indbyggerne i Engbæk i Paradistræet er ikke sene til at gribe til selvtægt og mobning over for Martins åndssvage bror og resten af familien. Kristian, Verner og andre voksne i Den tyrkiske prinsesse er både nogle ynkelige stakler og samtidig racister.
Konflikterne, de ydre skærpede vilkår, bringer det værste frem i mennesker - og i grise, som i Halmbjerget , hvor vold, frygt og undertrykkelse er de overlevelsesmekanismer, som det grisesamfund, de fem undvegne løber ind i på deres flugt, fungerer på.
Det er, med andre ord, kendetegnende for Jens Peder Larsens bøger, at personerne ikke adskiller sig så voldsomt fra virkelighedens mennesker: der er gode, der er onde, heltemodige og ynkelige mennesker, men der er altid en forklaring på, hvorfor personerne er, som de er.