Sylvia Plath skrev også noveller, og det er pudsigt, at de ikke hidtil har fået en plads i dette portræt og heller ikke får det her. Pudsigt fordi de i høj grad var den genre, Plath brugte flest kræfter på og havde mest held med i sin levetid. Hun skrev til konkurrencer og magasiner, og flere af hendes noveller blev da også trykt. Men hun gjorde sig måske for umage med at tilpasse sig bladenes smag. Kun de færreste af novellerne blev lige så vellykkede som ”Glasklokken” og de sene digte, og når jeg nævner dem, er det, fordi hun i sine dagbøger netop ramte en nerve og ærlighed, som novellerne savnede. Den nerve og ærlighed, som også er ”Glasklokken”s og de bedste af digtenes force. I dagbogsnotaterne støder man på de oplevelser, som udgør hele baggrunden for Plaths forfatterskab, og man støder på angsten for ikke at slå til som kunstner, leden ved de stereotype kønsroller og et væld af ambivalente følelser over for stort set alt i livet. Hun trak mere direkte end de fleste andre forfattere på egne oplevelser, og når man læser i hendes dagbogsnotater er det interessant, hvor ofte man støder på oplevelser, ja selv ord og sætninger, som optræder i præcis samme form i ”Glasklokken”, mens også en stor del af de indtryk og brydninger, som er benzinen i digtene, findes her. De kritiske tanker om ægteskabet, som også fylder en del i romanen, er med her, og leden ved at være bogormen, som de andre collegepiger stikker til, er med. Familieforholdene er præcis de samme som i romanen, og mindreværdsfølelsen samt leden ved samfundslivets fastlåste mønstre og dermed begrænsede muligheder sætter hendes voldsomme og destruktive tanker i gang på samme vis som i romanen. Dagbogsnotaterne er et langt dokument om et menneske, i hvis øjne livet ofte snævrede sig ind til ikke at være andet end en luftfattig tunnel uden lys for enden: ”Alt er goldt. Jeg tilhører verdens aske hvoraf intet kan gro, intet kan blomstre eller sætte frugt” (”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, s. 163).
Et udvalg af Plaths dagbogsnotater er på engelsk blevet udgivet under titlen ”The Journals of Sylvia Plath”, og på dansk er et udvalg af dette udvalg udgivet under titlen ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”. Sproget er direkte, men den elegante sprogbeherskelse og fine lyriske tæft, som er til stede i alt, hvad Plath har skrevet, lader sig heller ikke her fornægte.