Juliane Preisler debuterede i 1983 med digtsamlingen ”Uden”. Efter endnu en lyrikudgivelse udsendte hun i 1985 sin første prosabog med novellesamlingen ”Standset aften”. Forfatterens forankring i den lyriske genre er dog fortsat tydelig. Novellerne er ikke umiddelbart kendetegnet ved sammenhængende forløb, som man ofte regner med, når man læser noveller. Der er heller ikke tale om en bestemt og konstituerende begivenhed i hver af de små fortællinger, som man tit ser det i kortprosatekster, og personerne tager heller ikke form som i traditionelle noveller. Tonen er lyrisk med metaforer, sprogspil, sproglige gentagelser og forskydninger.
Fortællersynsvinklen i de ti noveller er lagt hos navnløse figurer i forskellige eksistentielle situationer. Novellen ”Strejf” er for eksempel en undersøgelse af de erotiske møder, som en ung kvinde opsøger på sine byture. I novellen ”Slip” vendes blikket mod erindringen om barndommen og dens lege og fantasiforestillinger. I ”Frieren” og ”Danseren” prøver to elskende at komme ind i hinandens drømme og fortællinger om kærligheden.
Et fællestræk ved flere af novellerne er en skarp humor, som Preisler benytter i sin beskrivelse af stemninger og personer. Ofte bliver et portræt til en vittig karikatur. Ubestemtheden med hensyn til fortællerinstans, tid og rum er en måde, hvorpå Preisler skaber en gennemsigtighed i teksterne. Figurernes anonymitet og brugen af flertydige titler begrænser teksternes styrende funktion, og dermed holdes vejen åben for læserens oplevelse og forståelse.
Novellerne kredser tematisk om kærlighedens mulighed, rummet mellem to mennesker, måder at mødes med den anden på og forholdet mellem intimitet og distance. Fælles for flere af novellerne er en erkendelse af kærlighedens omkostninger, og det beskrives, hvordan hengivelse til den anden på samme tid kan skabe og opløse identiteten.