Forladt af Albertine

Citat
”Min skinsyge nysgerrighed efter at få at vide hvad Albertine havde foretaget sig, var aldeles grænseløs. Jeg underkøbte, jeg véd ikke hvor mange kvinder, uden at de dog kunne skaffe mig nogen som helst slags oplysninger. Når min nysgerrighed var så levende, skyldes det, at et menneskeligt væsen ikke dør væk fra os straks, det forbliver omgivet af en aura af liv … Omvendt, når man er ophørt at elske, dør vores nysgerrighed, som det menneskelige væsen vækker, før det selv”.
Marcel Proust: ”Forladt af Albertine”, side 100.

”Albertine disparue” (1925) (”Forladt af Albertine” (1937)) handler om at komme over Albertine. Efter hendes afrejse sender Marcel vennen Saint-Loup af sted for at udspionere hende. Nogle forsonende breve går frem og tilbage indtil Marcel får et definitiv afslag fra sin venindes hjem: Albertine er død i en ulykke. Et uafviseligt behov for at kende sandheden melder sig, og mistanken om Albertines tilbøjeligheder bekræftes efter at badeanstalten i Balbec er blevet grundigt udspurgt om den præcise karakter af deres forretning. Efter at Marcel er begyndt at føle glemselens magt, formår Gilberte at vække hans begær, og det er et telegram fra hende – der ved et ufatteligt tilfælde kommer til at se ud som om det er fra Albertine – som overbeviser ham om at han er ovre den afdøde, for tanken om at hun alligevel skulle være i live, vækker ikke den mindste glæde hos ham. Saint-Loup bliver Gilbertes ægtemand, og som medlem af den depraverede adelstand viser han sig at være promiskuøs og homoseksuel hvilket truer venskabet med Marcel. Endelig opdager Marcel at Vejen til Guermantes og Vejen til Swann, to stier i barndommens Combray, slet ikke går i modsat retning som han har troet, men er hemmeligt forbundne.