Kærligheden

“På sporet af den tabte tid” er ingen lovprisning af den romantiske kærlighed. ”I kærligheden er lykke en unormal tilstand …”, konstaterer Marcel og fortsætter den pessimistiske udredning: ”I virkeligheden er der i kærligheden en vedvarende lidelse, som glæden neutraliserer, gør latent, forhaler, men som hvert øjeblik kan blive … forfærdelig” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 157). Lykken er med andre ord et forbigående og kortlivet element, i et forhold hvor det eneste der er lige så sikkert som at det vil ende med et forlis, er at der ikke vil være nogen mangel på smerte og sorg undervejs.

Kærligheden er, ifølge Marcel, dømt til at mislykkes af en række årsager. Næsten uden undtagelser er den ensidig, eller meget ulige fordelt. Ydermere dikterer en pervers lov at jo mere den ene elsker, jo mere dræbende kedeligt synes forholdet at være for den anden. Kærligheden kan aldrig tilfredsstilles; hver opnået glæde er blot afsættet for et nyt begær.

Kærligheden forvrænger virkeligheden. Det de forelskede øjne ser, har intet som helst at gøre med den elskedes faktiske egenskaber. Alt er indbildning, og i indbildningen bliver alt bedre. Men i det samme den første ophidsede fase ebber ud, falder der skæl fra øjnene.

Mens vi elsker, kan vi ikke forestille os at ophøre med at elske. Men når vi så alligevel bliver færdige med det, er den elskede ribbet for sin trylleglans og kan betragtes med en før helt utænkelig sindskulde. Proust forklarer den indtrufne forandring med at det "jeg" som elskede, er afgået ved døden og blevet erstattet med et nyt "jeg" der ikke elsker. Et menneske er en sådan serie af diskontinuerte "jeg'er”, lyder hypotesen.

Vores begær opildnes af ting vi ikke kan komme til at besidde. Når vi har sikret os dem, mister de interessen. Ultimativt kan man ikke komme til at kende (og kontrollere) andres bevidsthed i det omfang begæret ønsker det, og det er den største anke mod kærligheden: at det er en forgæves og håbløs forestilling om at smelte sammen med en anden. Mennesket er en monade, mener Proust, og andre bevidstheder er uigennemtrængelige for vores tanke: ”Overfor en elsket kvindes tanker og handlinger er vi lige så desorienterede, som de første fysikere sikkert har været det overfor naturfænomenerne” (II: ”I et rosenflor af purunge piger”, side 162).